Livsstil og forbrug

Kan forsikringserstatninger blive udbetalt i genbrugt ting?

Vil du have en genbrugt mobiltelefon fra dit forsikringsselskab? Hele 48% af de adspurgte i en ny undersøgelse fra LB Forsikring angiver, at de vil have det meget godt eller godt med at få genbrugte eller delvist genbrugte genstande som erstatning fra forsikringsselskabet.

En ny undersøgelse fra LB Forsikrings medlemspanel viser, at genbrug godt kan være guld, også når det kommer til erstatning fra forsikringsselskabet.

-Vi kan se, at næsten halvdelen ser meget positivt på at få genbrugte eller delvist genbrugte ting som erstatning. Kun 16% siger, de vil have det dårligt med det og 9 % at de vil have det meget dårligt med det. Så der er altså dobbelt så mange, som ser positivt på at få tilbudt genbrugte ting, siger Anne Mette Kirkegaard, der er skadechef i LB Forsikring.

Der er dog lidt forskel på, hvor positiv man er overfor ideen afhængig af, om man selv får lov at vælge genbrug eller om det bare bliver givet til en. På spørgsmålet om, hvor vigtigt det er for medlemmerne, at fx en mobiltelefon bliver erstattet af en ny, modsat en brugt i perfekt stand, svarer 33 %, at det er meget vigtigt eller vigtigt for dem, at telefonen er ny. Mens kun 8% svarer at det slet ikke er vigtigt. 

-Vi har så spurgt medlemmerne om, hvor mange af dem, der ville vælge en brugt mobiltelefon, hvis de selv fik valget. Her har hele 44% sagt, at de ville vælge genbrug. Det hænger meget godt sammen med det, vi ellers oplever i erstatningssager. Vores medlemmer sætter valgfrihed højt, når de skal vælge erstatninger, det er så op til os, også at give dem alternative muligheder for at vælge andet end kun nye ting, siger Anne Mette Kirkegaard.

Stilles samme spørgsmål om bilreparationer er medlemmerne endnu mere positive. Her ville 16% have det meget godt, og 28% godt med, at deres bil blev repareret med genbrugte dele, på det værksted deres forsikringsselskab sendte dem til, og hele 45% ville vælge at deres bil blev repareret med genbrugte dele, hvis de kunne.

-Vi ser allerede ind i forskellige muligheder for at få mere genbrug og recykling ind i vores erstatningsflow, men det giver stof til eftertanke, at de adspurgte medlemmer er så positive overfor at få helt eller delvist genbrugte erstatningsting, siger Anne Mette Kirkegaard, og forsætter:

-Vi har i LB Forsikring allerede et samarbejdet med cykelbutikken Baisikeli. Hvis politiet finder en stjålen cykel, hvor vi allerede har udbetalt erstatningen, så får vi cyklen. Vi donerer så genfundne stjålne cykler til Baisikeli, der har et projekt, hvor brugte cykler efter reparation i Danmark bliver sendt til Afrika. Vi støtter også Repair Cafe, der med lokale cafeer rundt om i landet, lærer folk, hvordan de kan reparere ting, i stedet for bare at smide ud og købe nyt, men der er bestemt plads til, at vi kigger på, om vi kan gøre mere.

Hun understreger, at LB Forsikring også har et ansvar for at udbrede mere bæredygtige løsninger for deres medlemmer.

– Historisk set har vi som forsikringsselskab været med til at udbrede en kultur om, at ”det kun er nyt der dur”, fordi vi for det meste har erstattet ting med nyt. Men skal det lykkes at gøre kloden mere bæredygtig, bliver vi også som forsikringsselskab nødt til at være med til at ændre den indstilling. Her hjælper det naturligvis meget, at vores medlemmer er positive overfor alternativer som genbrug, siger Anne Mette Kirkegaard.

Kommentarer