Debat og politik

Kan en for stor dyrkelse af politiske memes føre til mere ekstreme holdninger?

Debatindlæg af: Arne Erikslev
Toldbodgade 21, Randers NØ

Til det spørgsmål er jeg blevet inspireret af unge Mathilde Bressum, politisk ordfører for Venstre i Aarhus kommune (i øvrigt med familiemæssige rødder fra Randers) jf. hendes debatindlæg på Aarhus Netavis den 12. oktober.

Hun beskriver blandt andet, at memes og sociale medier har revolutioneret den måde, vi engagerer os i politik på.

Disse korte, humoristiske budskaber, ofte ledsaget af satiriske billeder (også af modstandere), har en forbløffende evne til at indkapsle komplekse politiske spørgsmål på en forståelig let fordøjelig måde. Det er således blevet en form for politisk kommunikation, der tilsyneladende modtages af en bred og ung målgruppe. Er det godt eller skidt, jeg mener det sidste, da denne form kun forholder sig til en meget lille del af sandheden og stærk tangerer underholdning. Denne fremgangsmåde er med til at skabe overfladiske og polariserede politiske sort-hvide synspunkter af komplekse politiske udfordringer.

Dette politiske kommunikationsværktøj kan føre til mere ekstreme og yderliggående holdninger, som de udøvende anvender for at tiltrække vælgere frem for at finde nuancer i den værende politiske debat. Forsker Robert B. Talisse giver udtryk for, at politisk polarisering ikke er et problem, der kan løses – kun håndteres, men i USA risikere det at gå galt.

Ifølge Dansk Ungdoms Fællesråd, demokratiseringsanalyse, så er heldigvis 2 ud af 3 unge enige i, at debatten på online domineres af ekstreme holdninger. Ligeledes peger 2 ud af 5 unge på, at de mangler tid og overskud for at deltage mere i politik og, at 35% af de unge ikke føler, at de ved nok til, at kunne deltage mere end de gør, hvilket må være et demokratisk problem.

Halvdelen af de unge mener, at det vigtigste område for politikerne er at tage sig af klimaet. Her kommer noget overraskende, at især unge i yderkommunerne er klima en politisk topprioritet. Klimadagsordenen er altså langt fra isoleret til de store byer.

Sidstnævnte må give tanker for Inger Støjberg mfl., da hendes ensidige politiske satsning er på yderområderne, men hun og partiet Danmarksdemokraterne værdsætter måske ikke de unges holdninger på landet.
I relation til den foran beskrevne problematik, så skal lige nævnes en udtalelse fra Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, i avisen Danmark, den 22. oktober:

”Når kompleksiteten af opgaven opleves for svær og derfor tidskrævende, er det nemmere at udskamme landbruget end at sætte sig ordentligt ind i stoffet. For det har vi ikke længere tid til, forstår man”.

Ser frem til mere substans i politisk kommunikation med realpolitisk fokus i fremtiden og gerne med politikere, der ikke er ens og strømlinede.

Kommentarer