Kammerater fra B65 Oldboys i Gjerlev støttede holdspiller, der fandt sin kone død
Fodbold handler normalt om at score flest mål og vinde over modstanderen, men ind imellem viser sportsudøverne også et særligt kammeratskab på banen.
Det blev fodbolddommer Henrik Wiper mindet om, da han i Gjerlev skulle dømme en oldboyskamp mellem B65 og Langaa IK. Her var stemningen på banen trykket, da han ankom, hvor hjemmeholdets spillere havde sørgebind på, fordi en af deres holdkammeraters hustru pludseligt var død.
– Jeg fik en klump i halsen. Og mens jeg gik rundt og varmede op, tænkte jeg på, hvordan jeg og modstanderholdet kunne hjælpe dem med at håndtere deres fælles sorg, siger Henrik Wiper til Randers Amtsavis og fortsætter:
– Derfor tog jeg kontakt til anføreren for Langaa IK og fortalte ham om situationen. Han syntes selvfølgelig, det var dybt tragisk og foreslog, at vi skulle holde et minuts stilhed før kampstart. Det tog mig ikke mange sekunder at sige ja til den fantastiske idé.
Henrik Wiper og resten af spillerne på banen holdt et minuts stilhed. Herefter blev kampen fløjtet i gang og sorgen blev skubbet til side, men spillerne kæmpede for at vinde kampen.
Efter kampen dukkede spilleren, som havde mistet sin hustru, op i klubhuset, hvor hans kammerater fik sig en pølse og en kold øl. Her blev enkemanden mødt af trøst og opløftende ord, der illustrerer netop, hvad fodbold i sagens kerne handler om.
– Det handler ikke kun om at vinde eller tabe. Det handler om kammeratskab. Om at holde sammen og være der for hinanden. Nogle gange glemmer vi, at fodbold er mere end bare tiden på banen. At det kan skabe kammeratskaber for livet, siger Henrik Wiper til Randers Amtsavis.
Kommentarer