Randers By

Justitsministeren testede skole og motorvejsstøj

Justitsminister og formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape. Pressefoto.

Justitsminister og formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape, var mandag på dobbeltjob i Randers. Han har besøgt først Vestervangsskolen og derefter med egne øren lyttet til trafikstøjen fra E45 i Helsted-området. 

– Det er da virkelig voldsomt. Jeg har før lyttet til trafikstøj, men sjældent så højt som her, sagde Søren Pape, der blev mødt af Lone Melchior Hansen fra Helsted Beboerforening. Hun var godt forberedt med fakta om, hvordan området har været lovet støjvold siden 2001 uden, at der er sket andet end, at konkrete tiltag er blevet skudt fra plan til plan.

– Trafikken er steget med 31 procent fra 2010 til 2017, og her i Helsted har vi en konstant larm fra motorvejen. Det er virkelig en belastning, sagde Lone Melchior Hansen, der kunne fortælle, at området har brug for 1,7 kilometer støjvold for at dække strækningen fra Hornbæk til Helsted. Det vil koste mellem 10 og 30 millioner kroner.

– Der er ingen grund til at vente, indtil E45 skal gøres 3-sporet. Vejdirektoratet har undersøgt, at på den her strækning kan udvidelsen etableres ved at inddrage midterrabatten, så støjvolden kan anlægges når som helst.

– Ja, det er en fejl, at der i mange år er sket en udbygning af vejnettet uden, at de støjdæmpende foranstaltninger har fulgt med, mente Søren Pape, der sagde, at Konservative netop har stillet forslag om, at afsætte 2 milliarder kroner til det arbejde.

– Helsted må helt sikkert komme i betragtning. I dag ved vi jo, at støj af den karakter er sundhedsfarligt og kan være med til at frembringe både blodpropper, stress og diabetes.

– Vores støj er der døgnet rundt, og det er virkelig en stor gene i hverdagen, så det haster, understregede Lone Melchior Hansen. Søren Pape var enig.

Byens største skole

Justitsministeren havde forinden besøgt Vestervangsskolen, hvor han – ligesom i Helsted – havde selskab af det lokale byrådsmedlem Daniel Madie (K) og formanden for den lokale vælgerforening Bo Vestergaard Hansen. Det konservative trekløver blev mødt af skoleleder Elsebeth Andersen, tillidsrepræsentant Mads Alexander Christensen og skolebestyrelsesformand Michael Landrock.

Vestervangsskolen var valgt, fordi det er Randers kommunes største skole:

– 940 elever har vi, og vi er en sammenbragt skole, fortalte Elsebeth Andersen, og så gik man tur rundt på skolen for at bese de fysiske faciliteter, hvorefter der var tid til at diskutere folkeskolens udvikling og udfordringer. Ikke mindst på baggrund af, at politikerne på Christiansborg lige nu forhandler om folkeskolens fremtid og om, hvordan folkeskolereformer eventuelt kan justeres.

Ministerbesøget i Randers tog i alt halvanden time og blev affviklet i regnvejr. Dog ikke indenfor på Vestervangsskolen, hvor eleverne var synligt nysgerrige ved at have besøg af landets justitsminister.

Kommentarer