Randers By

Julie sagde tak for hjælpen til Melanie

Fra venstre Jane Møller Aagaard, Julie Møller Aagaard, Melanie Bech. Foto: Randers Netavis.

Der var knus, smil, gensynsglæde og en lille tåre i øjnene, da Julie og Julies mor mødte Melanie ved Jyske Bank på Dytmærsken i Randers, for at sige tak for hjælpen.

Tirsdag i sidste uge sad den 16-årige Julie til en test på Tradium i Paderup, hvor hun læser til salgsassistent. Ved middagstid fik hun pludselig stærke smerter i siden af maven, men slog det hen, og tænke, at det nok kun var fordi hun var sulten.

Smerterne tog til, men det lykkedes alligevel at køre med bussen fra Paderup, og helt ind til rutebilstationen. Ved Jyske Bank på Dytmærsken kunne hun ikke mere. Smerterne var for stærke.

Julies mor, Jane Møller Aagaard blev ringet op af Julie, som græd på grund af stærke smerter. Derfor bad hun Julie om at gå op til sin egen læge. Men selv i den situation, tænkte Julie praktisk, for hun havde jo ingen tid ved lægen, og så var det omsonst at gå derop.

Jane Møller Aagaard kunne godt fornemme, at det var alvorligt med Julie. Derfor ringede hun 112 og fik sendt en ambulance til Jyske Bank. Umiddelbart efter ringede hun op til Julie, og bad hende sætte sig ned, og samtidig tage kontakt til en voksen, som kunne blive ved hende.

Adskillige voksne mennesker var gået forbi, men de havde ikke ænset Julie, og slet ingen havde tilbudt hende hjælp.

Men så kom den 25-årige Melanie Bech forbi, og hun kunne ikke bare gå forbi den grædende pige.

– Det var helt tilfældigt, jeg kom forbi, fortæller Melanie Bech, som var kommet ind med bussen fra Aarhus hvor hun studerer.

– Jeg kunne ikke bare gå forbi hende, og handlede nærmest instinktivt. Det her var jeg bare nødt til at handle på. Derfor går jeg over til hende, men kan ikke se hvad der er galt, og siger til Julie: Søde ven, du skal da ikke stå her og græde, siger Melanie Bech, som kunne se, at Julie havde mange smerter, og var bange.

– Jeg forsøgte også at spørge ind til, hvor hun havde ondt, men hun var ikke rigtig i stand til at svare på grund af smerterne, og der var slet ingen tvivl om, at det var alvorligt bemærker Melanie Bech, som lovede Julie, at hun ville blive ved hende indtil ambulancen nåede frem.

Julie kan godt huske at Melanie kom forbi:

– Det var rigtig rart at Melanie standsede og blev ved mig, siger Julie som understreger, at det gav hende en tryghedsfølelse.

På sygehuset blev det konstateret, at Julie havde blindtarmsbetændelse, og hun blev straks opereret. Da hun blev åbnet, sprang den betændte blindtarm. Hvis en blindtarm springer kan det være forbundet med livsfare, og derfor var det i sidste øjeblik, hun kom på operationsbordet.

Efter operationen forsøgte Jane Møller Aagaard at finde den unge kvinde, som havde hjulpet datteren. Derfor lavede hun et opslag på Facebook Randers, men det gav ikke noget resultat.

Først da Jane Møller Aagaards søn Emil kommer på besøg på sygehuset, finder han straks Melanie’s profil.

Jane Møller Aagaard skrev herefter en stor og fortjent tak til Melanie på Facebook, og holdt hende orienteret om hvordan det gik. Det glædede Melanie Bech, at Julie og familien var taknemmelig, men også fordi hun efterfølgende havde tænkt på, hvordan det var gået Julie.

Alligevel ærgrede hun sig resten af dagen, fordi hun havde glemt at ønske Julie god bedring, inden ambulancen var kørt væk med hende.

Melanie var ikke i tvivl om, at hun skulle hjælpe. Samtidig forsvarer hun de andre voksne, som bare er gået forbi uden at hjælpe.

– Jeg tror ikke alle er lige glade, men mange er nervøse for hvad de skal gøre i sådan en situation fremhæver Melanie Bech, som opfordrer alle til at hjælpe, hvis et andet menneske får brug for hjælp.

Julie og moderen Jane Møller Aagaard ville ikke nøjes med verbale roser til Melanie, så da de mødtes overrakte Julie en stor buket blomster til Melanie.

Under deres samtale fandt de ud af, at da Melanie Bech var ansat i Ungdomsskolen på Rismølleskolen i Randers, gik Julie samme sted som elev.

Lige som i de gode eventyr ender denne historie lykkeligt. Men historien med Julie som får hjælp af Melanie er imidlertid ikke et eventyr. Det er virkeligheden.

Randers Netavis deler Jane Møller Aagaards og Julies glæde og respekt for, at der er personer som Melanie, der instinktivt kommer nødstedte til hjælp.

Melanie Bech er i virkeligheden en af hverdagens helte, som ikke viger tilbage, når der var brug for hjælp.

– Jeg vil absolut gøre det igen, betoner Melanie.

Det er der al mulig grund til at alle siger hende og ligesindede tak for!

Kommentarer