Randers By

’Jul i Houmeden’ med Soroptimist International Randers

Julen nærmer sig, og Soroptimisterne sælger julelækkerier i Houmeden. Pressefoto.

Julen er traditionernes tid, og som altid byder vores gamle smukke by Randers på julestemning med juletræ på Rådhuspladsen, julelys i gaderne og julepyntede forretninger.

Danmarks ældste gågade Houmeden vil også være julepyntet, og Soroptimist International Randers vil tage del i julehyggen med ’Jul i Houmeden’. Vi elsker traditioner, og også i år har Soroptimist International Randers en julebod.

– Jeg kommer altid tidligt, så jeg er sikker på, at I har det, jeg skal have, fortalte en af kunderne sidste år til Charlotte Friis.

Vi kan love gamle kunder, at vi har de velkendte ting som julesmåkager, jule-pickles, svensk Dronningesyltetøj, soroptimist-symfoni og havtornejuice for ikke at glemme julebuketter, mos-hjerter, mos og lav og mange andre hjemmelavede ting.

Har du ikke tidligere været forbi vores julebod i Houmeden kan det KUN anbefales, at komme forbi Houmeden lørdag den 24. november og lørdag 1. december.

Begge dage er vi klar til at sælge alle vores julelækkerier klokken 9-14. Alt overskuddet fra salget går til velgørende formål til gavn for kvinder og børn både lokalt og internationalt. Varerne som sælges er fremstillet af Soroptimist International Randers’
medlemmer, som selv dækker alle udgifter i forbindelse med fremstillingen.

Soroptimist International er en verdensomspændende kvindelig serviceorganisation med rådgivende status i FN. Soroptimisterne arbejder for at forbedre kvinders og børns vilkår.

Danske Soroptimister er bl.a. repræsenteret i FN – forbundet, Dansk Unicef – komite, Kvinderådet med mere. Soroptimist International Randers er også repræsenteret ved ’Jul på Slottet’ i Fussingø 24. og 25. november.

Glæd dig også til Soroptimist International Randers’ 75 års jubilæum.
Jubilæet markeres 2. marts 2019 klokken 15 – 17 med en Gospelkoncert, hvor Assentoft Gospelfabrik med solister underholder i Sct. Clements kirke, Parkboulevarden 15, 8900 Randers.

Venlig hilsen
SI Randers
Charlotte Friis

Kommentarer