Debat og politik

Interview med Bjarne Overmark, Beboerlisten

I november er der som bekendt igen valg til byrådet. I den forbindelse har Beboerlisten for nylig haft urafstemning blandt medlemmerne om kandidaternes placering på stemmesedlen.

Derfor har Randers Netavis besøgt byrådsmedlem for Beboerlisten, advokat Bjarne Overmark for at stille nogle spørgsmål.

Se videointerview nederst i artiklen

Beboerlisten opstiller 17 kandidater, og de cirka 2.000 medlemmer af Randers Lejerforening skulle herefter vælge kandidaternes placering på stemmesedlen. Medlemmerne valgte Bjarne Overmark som spidskandidat, mens byrådsmedlem Kim Kristensen valgtes som nummer to. Herefter følger Nicholine Erdman Andersen og byrådsmedlem Jens Laursen. Beboerlisten opstiller på partiliste.

Vi spurgte om årsagen til, at Beboerlisten ikke kunne stemme for det budgetforslag som forelå, når det slog en streg over et sparekrav på 39 millioner kroner på folkeskolerne; der tilføres yderligere 6 milioner kroner til specialundervisningsområdet og den succesfulde hjemløsestrategi fortsættes?

– Det er jo ikke sandt, at der ikke bliver sparet på folkeskolerne. Beregninger som forvaltningen har foretaget for Beboerlisten har vist, at der skal tilføres flere penge. Ellers bliver der 20 lærere færre i 2018 i forhold til i år. Så der foretages fortsat besparelser oveni de meget store besparelser, som i øvrigt er gennemført, svarer Bjarne Overmark.

– Siden 2014 er der fjernet 80 mio. fra folkeskolen. Det svarer til 160 stillinger. Og dertil kommer de 20 færre næste år, så det er altså i alt 180 stillinger, som man har fjernet på fire år.

– I år har Enhedslisten valgt at stille op til byrådet. Hvorfor skal vælgerne stemme på jer, og ikke på Enhedslisten?

– Vort udgangspunkt er, at vi udspringer af Randers Lejerforening og den konkrete rådgivning, som vi foretager, og derfor kender mange os fra hverdagen. Og med respekt for dem som stiller op for Enhedslisten, så har jeg siddet i byrådet i 24 år, så vi har nok en lidt tungere erfaring end f.eks. Enhedslisten, siger Bjarne Overmark.

En generalforsamling har besluttet, at Beboerlisten ikke skal gå i valgforbund med partipolitiske lister, og da Enhedslisten og Radikale Venstre er partilister, kan Beboerlisten ikke være med i det valgforbund, selvom den har fået mange og kraftige opfordringer til det.

Hvad er din kommentar til, at mange opfatter Beboerlistens byrådsmedlemmer som ballademagere, der ikke ønsker noget samarbejde?

– Det er jo lidt barokt at høre på. Ikke mindst forbi store dele af konflikten i denne byrådsperiode har handlet om ulovlig skolelukningsproces. Der er kommet afgørelser fra Indenrigsministeriet, som viser, at den lukkede skolelukningsproces var ulovlig. Embedsmændene må ikke mure sig inde med et stort eller lille mindretal af byrådsmedlemmerne i en forberedelsesproces, eller nægte mindretallet adgang til resultatet, fordi de synes, de skal afvente at resultatet er offentliggjort til pressen, forklarer spidskandidaten.

– Da man så ikke ville høre på mere kritik ville man straffe os, der var kritiske over for skolelukningsprocessen ved at fjerne hhv. Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten), Daniel Madié (Konservative Folkeparti) og mig som formand for Børn –og skoleudvalget. Under de omstændigheder er det lidt komisk at høre de andre sige, at det ikke er os, der vil samarbejde, indskyder Bjarne Overmark.

Ligger I ikke nøjagtig som I har redt? I har jo selv peget på Claus Omann Jensen som borgmester?

– Nu havde vi jo ikke i vores vildeste fantasi forestillet sig, at Claus Omann Jensen ville løbe fra sin del af aftalen kort efter han blev valgt som borgmester. Det er jo helt uhørt. Det får den konsekvens, at flokken af aftalebrydere fra Venstre og Dansk Folkeparti, herunder to overløbne socialdemokrater, kan vi ikke indgå aftaler med.

Beboerlisten har ikke afgjort hvem de vil pege på som borgmester, men afventer valgresultatet. Bjarne Overmark indskyder, at hvis ikke det kan være anderledes, stiller Beboerlisten selv med en borgmesterkandidat. Han vil ikke afvise, at han selv kan komme i spil som borgmesterkandidat.

Hvad er jeres formål med at trække så mange emner ind i byrådets dagsorden? Kunne man ikke med fordel klare disse sager i udvalgene?

– Når byrådets dagsorden var alenlang ved sidste byrådsmøde, så skyldtes det jo, at flertallet i byrådet havde besluttet at holde tre måneders ferie fra begyndelsen af juni og frem til 5. september. Derfor hober tingene sig op. Verden står jo ikke stille fordi der holdes ferie, understreger Bjarne Overmark.

Se interview med Bjarne Overmark:

Kommentarer