Randers By

Ingeniører skabte mere synlighed med lys

Kreativ anvendelse af næsten helt almindelig kontorbelysning er med til at understrege den visuelle identitet hos rådgivende ingeniører

Der skulle tænkes kreativt for at få elementerne til at gå op i en højere enhed, da Stokvad Rådgivende Ingeniører i Randers fik mulighed for at skabe en ny ramme om sine aktiviteter.

Rådgivervirksomheden med cirka 20 ansatte havde længe ønsket at udskifte sine kontorer i en flerbrugerejendom med et selvstændigt domicil. Men et tilbudt lejemål i en naboejendom levede ikke på alle områder op til ønskerne.

Løste udfordring selv

Muligheden for at blive boende i nabolaget og samtidig etablere en markant facade mod den tæt trafikerede Aarhusvej vejede imidlertid så tungt, at Stokvad-medindehaver Jan Mortensen fandt det værd at arbejde videre med ejendommen. Og når man lever af at rådgive bygherrer, arkitekter og entreprenører om blandt andet bygge- og installationsteknik, er det oplagt at løse udfordringerne ved at sætte sine egne kompetencer i spil.

Det førte til udformningen af en ny facade, der gør Stokvads navneskilt til et integreret og harmonisk element sammen med det markant indgangsparti og store vinduer. Når mørket falder på, bidrager markante belysningsarmaturer til den visuelle identitet med lineære lysspor, som trækker forbipasserendes blik ind i bygningen.

Eksklusivt og effektfuldt indtryk

Det giver et eksklusivt og effektfuldt indtryk, men virkningen er skabt ved hjælp af indbygningsarmaturer, der kun er lidt forskellige fra dem, som sidder i tusindvis af danske kontor- og undervisningsmiljøer.

De valgte OMS Freyn II-armaturer adskiller sig fra traditionelle armaturer i kraft af sine lineære lysåbninger med præcist tilpassede mikroprismatiske diffusorer. Det giver et højt lysudbytte uden at gå på kompromis med brugerkrav som lav blænding og skyggefrit lys.

Cirkulære armaturer i gangarealer

Belysningsberegningerne er udført af Rigtigt Lys’ teknikerteam. Ud over OMS Freyn II-armaturerne i kontorer og mødelokaler, er der anvendt det cirkulære LED-indbygningsarmatur OMS Prettus i gangarealer. I et receptions- og loungeområde er grundbelysningen suppleret med designerpendler.

Foruden arbejdet med at udvikle facadeudtrykket skabte Stokvad-ingeniørerne plads til mødelokaler ved at konstruere en indskudt mellemetage i ejendommen. Læs mere om projektet og se flere billeder på rigtigtlys.dk.

Kommentarer