Albæk

Ingen jord til boldbaner – er det ikke snart på tide at finde fælles fodslag?

Jean Seeberg mener, at boldbanerne i Albæk skal bevares og at tidligere kommunal økonomisk støtte på 2,5 millioner kroner skal bruges til renovering af det eksisterende klubhus.

Debatindlæg af: Jean Seeberg, Nedre Vej 69, Albæk.

Det er nu en realitet, at menighedsrådet for Harridslev, Albæk og Støvring sogne ikke ønsker at sælge dele af præstegårdsjorden fra til nye boldbaner i Harridslev, da det vil forringe mulighederne for fremtidig indtjening ved forpagtningsindtægter samt forringe værdien af den tilbageværende jord. Det skal pointeres, at der ikke ligger noget politisk eller partitagen bag, kun ønsket om at forvalte den jord, som kirken ejer, bedst muligt.

Man må derfor konstatere, at ønsket om køb af jord til at kunne flytte fodboldbaner fra Albæk til Harridslev er forpasset, så er det mon ikke på tide, at parterne tager sig sammen og mødes for i fællesskab at finde en brugbar løsning på etablering af et kraftcenter samt bevarelse af aktiviteter i lokalområderne.

I debatindlægget appellerer Jean Seeberg til, at der genoptages en dialog mellem parterne med det mål at finde en fælles løsning.

Et møde, som burde have været sat i stand for længe siden, og hvor politikerne burde have gået foran fremfor at vaske hænder med udtalelser som fra Anders Buhl: “Det er ikke vores problem, vi har lavet aftale med en gruppe personer fra SMIFF, så det må I selv finde ud af ude i lokalområdet”

Så nu vil jeg gerne høre en fornuftig forklaring på, hvorfor der ikke kan etableres et kraftcenter i Harridslev, uden at et velfungerende klubhus og fodboldanlæg i Albæk flyttes med?

Er der oplysninger, der ikke kommer frem i lyset? Kan det skyldes, at man ikke kan få de omtalte mange millioner af kommunen, hvis ikke man afvikler Albæk som aktivitetssted?

Der findes da mange nye og spændende tiltag og aktiviteter til gavn for bredden af de 4000 indbyggere i området, som man kunne bruge de mange millioner kroner på. Undersøgelser rundt i landet viser jo også, at aktiviteter er ændret markant i takt med, at unges idrætsvaner har bevæget sig fra mere traditionelle idrætsgrene over mod outdoor, adventure og fitness.

Med hensyn til fodbold så spiller børn/ungdom jo i forvejen på nuværende arealer ved hallen, og de voksne kører jo i bil, uanset om der er tale om Albæk eller Harridslev.

Med hensyn til brugerundersøgelse findes der kun Landsbyklyngen Kronjyllands undersøgelse, som tager udgangspunkt i lokalområdets indbyggeres behov for aktiviteter og udvikling, så den kan fint ligge til grund for kommende tiltag.

Den er ikke lavet specifik for SMIFF/kraftcenteret, men er udarbejdet for at undersøge egnens 4000 indbyggeres ønsker om nu- og fremtid, ikke kun en mindre gruppe.

Jeg forstår selvfølgelig, at hallens bestyrelse/Kraftcenter Korshøj/SMIFF-udvalget ikke ønsker at referere fra den, da den ikke taler til deres fordel, for et af spørgsmålene og tilhørende svar lyder således: “Er du tilfreds med de lokale idrætsfaciliteter?”: 79 procent ja og 21 procent nej.

Man kan forstå, førnævnte grupper ikke er glade for resultaterne, men at Landsbyklyngen Kronjylland ud fra ovenfornævnte tal vælger at tolke sin egen undersøgelse som: “Mange nævner, at de ser frem til, at kraftcenteret bliver en realitet” (altså de fire procent). Og for at pointere de fire procent skriver man endvidere: “Siden 2006 har bestyrelsen i Korshøjhallen arbejdet med planer om en modernisering af rammerne for det idrætsliv, der også i fremtiden skal tilbyde de cirka 4000 indbyggere i nærområdet moderne og inspirerende faciliteter. Projektet går under navnet Kraftcenter Korshøj. Projektet er fremlagt for både embedsmænd i kommunen og for politikere, og mange henviser til, at centret vil give det løft, der er brug for”

Det skal retfærdigvis nævnes, at man har set sig nødt til at skrive: “Flere er inde på, at klubhuset i Albæk trænger til en kærlig hånd”.

Jeg kender ikke procenttallet. Men altså ikke tale om en afvikling af Albæk.

Der foreligger allerede et prospekt til renovering af det eksisterende klubhus i Albæk.

Så tag jer nu sammen trods egne ambitioner, og find fælles fodslag til glæde for områdets indbyggere. Brug de mange penge til etablering af et kraftcenter efter behov, og få ført de tidligere øremærkede penge tilbage til istandsættelse af Albæk Klubhus. Et hus og boldfaciliteter, som er unikke i kraft af deres placering tæt på skov og fjord, som ikke findes i Harridslev, men som kan supplere et kraftcenter i Harridslev på samme måde, som Mellerup kan, med fortsat aktiviteter der.

Det var jo en af målsætningerne, da Albæk og Mellerup blev slået sammen til SMIFFF, at man ikke skulle nedlægge de lokale steder, men netop bibeholde dem, så der fortsat var liv i landsbyerne, som der også står i formålsparagraffen.

“At være lokal forankret med decentrale afdelinger i lokalområdet og at skabe et positivt og fremadrettet idræts-, fritids- og kulturmiljø. Formålet er at være en forening med et levende engagement, et stort fællesskab og et godt kammeratskab i de enkelte afdelinger og på tværs af afdelingerne. Foreningen og dens afdelinger har endvidere som formål at skabe plads til alle de former for idræt, fritids- og kulturelle aktiviteter, som medlemmerne måtte ønske, og være aktiv medspiller til at realisere ideer til nye aktiviteter i lokalsamfundet”.

Det kup, man har været i gang med, er det modsatte, med mudderkastning og splitning af lokalområderne til følge. Så fjern egne egoer, find fælles fodslag, og stol aldrig på en politiker

Uden Albæk og Mellerup, de mange frivillige og deres tusindvis af arbejdstimer var der i øvrigt ingen SMIFF i dag.

Kommentarer