Randers By

Formodet indbrudstyv anholdt, men for påvirket til grundlovsforhør

Arkivfoto.

En 23-årig mand skulle i dag kl. 13.15 have været fremstillet for Retten i Randers sigtet for et indbrud begået i morges kl. 7.22 på Niels Ebbesens Gade i Randers. Men idet han blev vurderet for påvirket til at deltage, blev han derfor varetægtsfængslet frem til i morgen kl. 9.30, hvor han forventes at være klar nok i hovedet til en ny fremstilling.

Det var hjemmets kvindelige beboer, en 58-årig kvinde, der selv opdagede tyven. Hun forklarede, at hun stod på badeværelset, da hun kunne høre noget larm, og da hun trådte ud, så hun en mand i stuen, der stod med ryggen til og kiggede i hendes skuffer.

Den 58-årige tog selv affære og råbte af manden, gik hen til ham og fik til sidst skubbet ham ud af bagdøren, hvor han blev lukket ud i retning af Niels Brocks Gade. Kvinden forklarede desuden, at gerningsmanden ikke havde haft hverken fysiske eller verbale udfald mod hende, at der umiddelbart ikke var stjålet noget, og at han under tumulten havde tabt sin ene gummisko.

Kort tid efter kl. 7.45 blev endnu en patrulje sendt til området, denne gang til Niels Brocks Gade, hvor en ung mand skabte uro. Her traf betjentene den nu sigtede 23-årige. Foruden at svare til signalementet af indbrudstyven, manglede han også en sko – og den han havde på var magen til den efterladte fra indbruddet på Niels Ebbesens Gade.

Kommentarer