112

Indbrudstyve hurtigt anholdt

Arkivfoto

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.00 i Retten i Randers en 51-årig mand fra Harlev J.

Han sigtes for forsøg på indbrud i en optikerforretning på Storegade i Hinnerup. En borger blev natten til tirsdag kl. 03.20 vækket af nogle høje brag, og da han åbnede døren, så han to personer, der var i færd med at smadre ruden i optikerforretningen. Manden gik med det samme ind og ringede efter politiet, men da han kort efter kiggede ud igen, kunne han se, at de to mænd havde opgivet deres forehavende og var forsvundet fra stedet i deres bil.

Der blev sendt en hundepatrulje af sted, men de nåede aldrig til Hinnerup, for på strækningen fra Haldum til Hinnerup mødte patruljen nemlig en bil, hvori der sad to personer, som betjentene gerne ville tale lidt med. Efter en kort eftersættelse standsede bilen på Skanderborgvej nord for Haldum, og de to mænd, på 51 og 38 år, blev beordret ud af bilen, hvorefter de blev anholdt. Inde i bilen fandt betjentene to store sæt gaffelnøgler og en lille ”hætte” lavet af gaffatape, som formentlig havde siddet på gaffelnøglerne. På ”hætten” var der glasskår, hvilket der også var på passagersædet og i bunden af bilen samt under skoene på den ene af de anholde og i bukselommen på den anden.

Den 38-årige mand, der havde ført bilen, virkede narkopåvirket, hvilket blev bekræftet ved en narkotest, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel. Da han også blevet fundet i besiddelse af noget amfetamin, blev han også sigtet for narkobesiddelse. Ved opslag i politiets systemer kunne betjentene også konstatere, at den 38-årige mand var frakendt førerretten, så han fik også en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden. Mandens 60-årige mor viste sig at være ejer af bilen, så hun blev sigtet for at have overladt førerretten til sin søn uagtet at han er frakendt førerretten.

Kommentarer