Randers By

Iben vs Britt – Politisk duel på Underværket

Folketingskandidat Iben Sønderup (S) mødes med Politisk ordfører Britt Bager (V) til politisk duel på Underværket i Randers.

Mandag den 29. oktober mødes Socialdemokratiets lokale folketingskandidat Iben Sønderup med Venstres politiske ordfører Britt Bager til politisk duel på Underværket i Randers. “Kampen” starter klokken 19.30 og varer ca. halvanden time.

Der er lagt i kakkelovnen til skarpe meningsudvekslinger og en spændende debat, hvor to politikere vil debattere sundhed, uddannelse, miljø, udlændingepolitik og erhvervspolitik.

– Vi brænder begge for at skabe et bedre samfund. Vi er bare ikke altid enige om hvordan, siger Iben Sønderup.

Hvordan gør vi sundhedsvæsenet bedre? Hvordan får vi flere unge til at tage en erhvervsuddannelse? Hvordan skal udlændingepolitikken se ud de kommende år? Det er nogle af de spørgsmål, danskerne er optaget af. Og det kan de få svar på denne aften.

– Selv om vi er uenige om mange ting, arbejder vi begge for Østjylland, og jeg er rigtig glad for muligheden for at komme til Randers og møde randrusianerne, siger Britt Bager.

Der vil være mulighed for køb af forfriskninger, mens der til selve mødet er gratis entré. Alle er velkomne.

Kommentarer