I Randers er skolen for alle
Elever, forældre og personale i skolerne begynder nu at lave en strategi for inklusion.
Folkeskolens personale og ledere, forældre i skolebestyrelserne og elevrepræsentanter debatterer i disse uger inklusion. Folkeskolen skal være for alle, og alle skal have de bedste betingelser for at blive så dygtige, som de kan. Men hvordan gør man det bedst?
Byrådet har vedtaget, at der skal udarbejdes en målrettet inklusionsstrategi. På en række temamøder analyserer deltagerne, hvordan de enkelte skoler arbejder med inklusion og med en fælles forståelse af begrebet.
– Inklusion er mange ting. Det handler både om at kunne give nok udfordringer til den fagligt dygtige elev, samtidig med at man understøtter de elever, som fagligt har det svært. Vi har nu startet en proces som løber frem til sommerferien næste år – en proces der involverer de enkelte skoler. Det er vigtigt, at vi får et fælles fundament og en erfaringsopsamling, som kan bruges til at udarbejde en strategi, siger konstitueret skolechef Henrik Johansen.
Han understreger, at der fra politisk hold ikke er tale om en sparerøvelse, som for nogen er det første ord, der forbindes med inklusion.
– Opgaven handler om at finde ud af, hvordan vi får mest kvalitet i inklusionsarbejdet. Det handler heller ikke om at nedlægge specialklasser. Vi vil altid have behov for specialklasser til nogle elever. Men hvornår er den ene løsning bedre frem for den anden løsning? Og hvordan anvender vi bedst de forskellige tilbud og tiltag? Det skulle vi gerne blive meget klogere på inden sommerferien, siger Henrik Johansen.
Kommentarer