Huskekager og foredrag med fokus på demens
Lørdag den 25. september sætter Alzheimerforeningen fokus på demens med landsindsamlingen Huskedagen. Randers Kommune støtter sagen i uge 38 med gratis foredrag om demens og salg og uddeling af “huskekager”.
Hver dag rammes 40-45 mennesker af demens i Danmark, og over 400.000 danskere har demens tæt inde på livet – enten fordi de selv har en demenssygdom, eller fordi de er nære pårørende til en person med demens. Hver år i september samler Alzheimerforeningen ind til arbejdet med at sprede viden om sygdommen i hele landet, for at bekæmpe demenssygdomme og at forbedre vilkårene for mennesker med demens og deres pårørende.
I ugen op til dagen for landsindsamlingen Huskedagen d. 25. september kan man købe “Huskekager” i caféerne på Randers Kommunes ældrecentre. Overskuddet fra salget går ubeskåret til Alzheimerforeningen. Randers Kommune bidrager også med udbredelsen af kendskab til demenssygdomme med et gratis foredrag tirsdag d. 21. september kl. 19-20 i orangeriet i Nellemannbygningen.
“Vi fortæller blandt andet om de tidlige tegn på demens, og om Randers Kommunes tilbud til mennesker med demens og deres pårørende. Så sætter vi fokus på, hvordan man fortsat kan leve et godt liv med demens”, siger Jette Baagøe, demenskonsulent i Randers Kommune.
Derudover kan man fredag d. 24. september møde de cykelpiloter, der tilbyder cykelture til ældre borgere i rickshaws. De står på Rådhustorvet fra kl. 11 til kl. 12 og uddeler 200 gratis huskekager. Hvis man ønsker det, kan man få en lille uformel snak om demens og høre lidt om, hvordan man bliver cykelpilot.
Kommentarer