Hop ud på isen
Om du er Bambi på glatis eller en ægte skøjteprinsesse, så er Randers Skøjtebane på Jens Otto Krags Plads et besøg værd.
Samvær med venner, familie eller kollega på isen, en runde mere med fornemmelse af vinter i næsen. Hvert år besøger cirka 23.000 gæster skøjtebanen i Randers.
– Langt de fleste besøgende er børn og unge, men vi får også besøg af virksomheder og familier, der har skøjtebanen som en årlig udflugtstur, forklarer Poul Jeberg fra Underværket i Randers, som driver skøjtebanen.
For mere end 15 år siden foreslog han, at gaven til byens borgere i anledning af 700 års jubilæet som købstad passende kunne være en skøjtebane. Og sådan blev det. For en rigtig handelsby har naturligvis en skøjtebane, hvor både borgere og byens gæster kan fornøje sig.
Hvert år bliver banen blandt andet besøgt af flere kærestepar eller par på date.
– Vi ser flere ungersvende, som har inviteret pigen ud på en romantisk skøjtetur. Det er jo en god mulighed for at holde i hånd, fortæller Poul Jeberg.
Har du ikke selv skøjterne, kan du for 30 kroner leje et par. Randers Skøjtebane har 250 par skøjter i størrelserne fra 28 til 47.
Fakta
- Skøjtebanen holder åben helt frem til marts 2018
- Banen er åben mandag til fredag klokken 13-20 og i weekenden klokken 10-18
- Institutioner har mulighed for at bestille tid i tidsrummet 9-13 via telefon 2137 5577.
Kommentarer