Randers By

Hør om et vidunderkammer af museumsgenstande

For mere information kontakt Frede Jensen på 2484 1572 eller på fj@museumoj.dk – Pressefoto.

Hvad har en ungarsk spegepølse og et overskæg fra et postbud til fælles? Svaret ligger ikke lige til højrebenet, og du må vente til den 31. oktober med at få svaret! Her byder Museum Østjylland nemlig på en 30-minutters fortælling om ting og sager fra museets gemmer.

Det lille foredrag afslører, hvilke genstande museets magasin gemmer på, og hvorfor netop de genstande er udvalgt til samlingen af kulturklenodier.

Samlingsinspektør Frede Jensen fortæller og viser udvalgte ting fra museets righoldige magasin. 30 minutters fortælling – Magasinernes hemmeligheder, onsdag den 31. oktober 2018 klokken 11 – 11:30 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.

De genstande, som er udstillet på museet, er kun toppen af isbjerget. Museets magasiner rummer langt flere genstande.
– Jeg ville ønske, at jeg kunne vise magasinerne frem for alle vores gæster. På magasinerne kan man virkelig gå på opdagelse i et vidunderkammer af gamle genstande. Alle er de med til at fortælle historien om livet i og omkring Randers, fortæller museumsinspektør Frede Jensen, der til dagligt administrerer Museum Østjyllands store samling af genstande.

Det handler ikke kun om ting

Det handler om historier! Genstandene på museumsmagasinet rummer sjove, triste, uhyggelige og spændende historier om lokale mennesker og begivenheder. Desværre kan Museum Østjylland ikke udstille alle genstandene på en gang. Men museet gemmer på historierne og genstandene, for at kunne bruge dem på et senere tidspunkt til glæde og nytte for både forskere og museets gæster.

Hvad bliver gemt, og hvad glemt

Det meste af genstandssamlingen kommer fra museets gæster og borgere, som gavmildt donerer genstande til museet.
– Men vi kan desværre ikke tage imod alt. Derfor har vi som kulturhistorisk museum nogle retningslinjer, som vi samler ind efter. Dem holder vi os ret stramt til, forsikrer Frede Jensen, der dog åbner en dør på klem for en sjælden undtagelse:
– Der dukker af og til ting op, som er så fantastiske og finurlige, at vi bare bliver nødt til at føje dem til samlingen. Og det uanset at de ikke følger kriterierne til punkt og prikke, smiler han.

Hør Frede Jensen fortælle om det omfattende arbejde med at udvælge, hvad der bliver gemt, og hvad der ikke bliver.

Kommentarer