Randers By

Høj puls på cykel til skolernes motionsdag

Skolernes Gudenåløb - drenge ved start

Der var gang i pedalerne rundt om Gudenåen fredag den 13. oktober, da knap 1200 aktive elever fra fire skoler i Randers, cyklede efterårsferien i gang på en 27 kilometer lang rute.

Det er femte år i træk, at Skolernes Gudenåløb blev skudt i gang på Justesens Plæne på skolernes motionsdag. Løbet er arrangeret af Randers Cykelby i et samarbejde med to cykelklubber og fire skoler i Randers. Skolerne havde tilmeldt de ældste klasserne til løbet:

– Det er et hyggeligt men lidt hårdt cykelløb, for ruten er ret lang. Men det er en god og anderledes måde at afholde motionsdag på, sagde Frederik Kondrup, der cyklede sammen med to af sine klassekammerater Lucas Haundrup og Malthe Sand fra Randers Realskole.

De tre drenge var ikke de eneste, der synes, at turen kunne være lidt hård:

– Det sjove er, at op ad bakkerne er man lige ved at dø, men når man suser ned ad bakkerne, føler man sig levende og glad, fordi der er fart på cyklen, sagde Benedicte Holmberg fra 8.D på Vestervangsskolen. Hun cyklede sammen med sine to klassekammerater Camilla Jensen og Katrine Hansen.

Tre drenge holder pause

Travle cykellappere

Arrangørerne af Skolernes Gudenåløb havde som de tidligere år allieret sig med en håndfuld cykellappere, der cyklede rundt på rundt på ruten og hjalp eleverne med luft i dækkende eller en hurtig omgang lapning af dækkene. Vagn Mogensen var én af de frivillige lappere, og han havde en travl dag:

– Min mobiltelefon har ringet konstant med opkald fra eleverne, der venter på min hjælp. Jeg synes, det er skønt at deltage på denne motionsdag og være med til at give de unge en anderledes oplevelse i naturen på cykel, så jeg stiller gladelig op igen næste år, sagde Vagn Mogensen.

Fakta

Cykelløbet, Skolernes Gudenåløb, er arrangeret af Randers Cykelby, Randers Cykelmotion, Randers
Cykleklub, Tirsdalens Skole, Vestervangsskolen, Randers Realskole og Nørrevangsskolen.

Kommentarer