Hidsig værtshusgæst anholdt for råb mod politiet
En 21-årig mands temperament og fuldskab kostede ham en anholdelse, da han i går kl. 22.38 besøgte en pub i Storegade i Randers C.
Den 21-årige havde opført sig truende overfor flere af de andre bargæster, og derfor ville pubben have ham til at forlade stedet. Det nægtede han dog, og derfor blev politiet tilkaldt.
Da betjentene ankom, lovede den 21-årige, at han nok skulle forlade stedet, og han gik med dem udenfor. Men lige da betjentene havde sat sig i bilen, kunne de se, at den 21-årige gik ind i pubben igen. Denne gang var de lidt mere bestemte, tog ham med udenfor og forklarede, at han ville blive anholdt, hvis han gik ind igen.
Det fik den 21-årige til at råbe ukvemsord efter politiet, og han blev derfor anholdt på stedet, sigtet for at råbe skældsord efter politiet.
Kommentarer