Randers By

Heschel Kvartetten gæster BRAGE

Foto: Felix Krammer.

En af verdens bedste strygekvartetter giver søndag den 12. september en eftermiddagskoncert på Værket i Randers. Koncerten med den tyske Henschel Kvartetten er arrrangeret af Kammermusikforeningen BRAGE, og det er sæsonens første. På programmet står Mozarts strygekvartet i d-mol KV 421, Dvoráks strygekvartet  i F-dur, kaldet „Den Amerikanske“, og Schuberts strygekvartet i d-mol med titlen „Der Tod und das Mädchen“.

International karriere

Året 1994 markerede begyndelsen på Henschel Kvartettens internationale karriere, da cellisten Mathias Beyer-Karlshøj sammen med de tre søskende, Christoph (violin), Markus (violin) og Monika Henschel (bratsch), besluttede at hellige sig kammermusikken fuldt og helt. I de følgende år vandt kvartetten adskillige priser, bl.a. førstepris og guldmedalje ved den internationale kammermusikkonkurrence i Osaka. En BBC live-koncert, hvor Henschel Kvartetten sprang ind for Juilliard Kvartetten, førte den ind i kammermusikkens superliga. 

Højdepunkter

Henschel Kvartettens musikalske rejse omfatter mange højdepunkter. Bl.a. spillede de i 2002 deres første komplette Beethoven-cyklus over seks aftener i Tivoli, København. I 2006 rejste kvartetten til Bruxelles som kulturambassadør for Tyskland, og i marts 2010 optrådte kvartetten i Vatikanet i anledning af pavens navnedag. De senere sæsoner har kvartetten givet koncerter i London, Amsterdam, München, Yokohama, Tokyo og Latinamerika samt været på turné med stjernecellisten (nu afdøde) Lynn Harrell og Schuberts store C-dur kvintet på programmet. 

Indspilninger

Henschel Kvartettens cd-indspilninger af klassiske værker for bl.a. SonyBMG, EMI, og Deutsche Grammophon er blevet hædret med mange priser, herunder ”Preis der Deutschen Schallplattenkritik”, og har fået fremragende anmeldelser i prominente medier. Henschel Kvartetten underviser jævnligt på verdenskendte undervisningsinstitutioner såsom Yale University i USA. Som modtager af ”Förderpreis des Bayerischen Ministeriums für Wissenschaft und Kunst” har kvartetten et løbende projektsamarbejde med det bayeriske kulturministerium i kvartettens hjemby München.

Jubilæumsgave

2019 var Henschel Kvartettens 25 års jubilæumssæson, og i den forbindelse udtalte de oprindelige medlemmer, at den bedste jubilæumsgave var, at DR Symfoniorkestrets tyske koncertmester Teresa La Cour indtrådte som andenviolinist i kvartetten efter nogle år med udskiftninger på den plads.

Kommentarer