Randers By

Hastig bredbåndsudvikling i Randers Kommune

I udvalgte områder af kommunen vil der blive gravet og nedlagt tomrør foranlediget af Randers Kommune. Arkivfoto.

Randers Kommune går nu nye veje i bestræbelserne på, at få udbredt hurtigt og stabilt bredbånd. Der er nemlig afsat midler til at lægge tomrør i jorden. Og det kan bane vejen for, at der kommer bedre bredbånd til de tyndere befolkede områder.

Som flere måske har opdaget, har der det seneste halvandet år været godt gang i malerpenslen på kommunens bredbåndskort. En stor del af Randers Kommunes landsbyer har nemlig fået adgang til højhastighedsbredbånd. Det har kunnet lade sig gøre, eftersom der har været bred lokal opbakning, samt der har været interesse fra leverandørernes side.

Det betyder, at ca. 83,5 % af de ca. 15.800 husstande i kommunen nu har adgang til de elektroniske motorveje, der kan gøre det muligt at tage et fjernstudie, arbejde hjemmefra, effektivisere sin virksomhed eller med andre ord – understøtte udviklingen på landet.

Men hvad med resten?

Der er imidlertid stadig områder, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til, at bredbåndsudbyderne tilbyder deres produkter. Disse ønsker Randers Kommunes Landdistriktsudvalg nu, at der bliver gjort en meget konkret indsats for at gøre attraktive.

Jævnfør Teleforliget må en kommune dog ikke selv udrulle bredbånd til private husstande. Det som kommunerne imidlertid må, er at lægge tomrør i jorden som en erhvervsfremmende indsats. Og det er der afsat midler til, at Randers Kommune kan arbejde målrettet med over de næste to år.

Det betyder, at der i udvalgte områder i kommunen, hvor markedet ikke har konkrete planer, vil blive gravet og nedlagt tomrør foranlediget af Randers Kommune. Det garanterer ikke, at der kommer bredbånd til de pågældende områder, men skaber et godt incitament til bredbåndsudbyderne, der enten kan benytte tomrørene eller deltage i samgravningsprojekter. På den måde bliver det væsentligt billigere at udrulle bredbånd til de tyndere befolkede områder.

Kommentarer