Spentrup

Hansen: Budgettets prestigeprojekter: Gode forhold for handicappede og demente

Politik er forunderlig og dette i stigende grad, jo tættere vi kommer et valg. Nogle emner diskuteres voldsomt, mens andre synes at glide under radaren. Behovet for ”en tue at stå på” – som ”de andre” ikke har taget – og ønsket om at producere politisk spin spiller for mig at se ofte en afgørende rolle.

Tag for eksempel anlægsudgifter i det netop vedtagne budget. Over de næste fire år er der afsat små 200 millioner til investeringer på skoler. Dette er besluttet løbende inden budgetforhandlingerne, og uden synlig polemik om hvorvidt beløbet burde være nogle millioner større eller mindre.

I Venstres budgetaftale med Dansk Folkeparti har vi besluttet at bruge 10,5 millioner på at støtte de svageste gennem en fokuseret indsats overfor handicappede borgere i form af et nyt aktivitetshus. Vi har også afsat fem millioner til en ”landsby”, hvor demente får mulighed for et liv med selvstændighed og livskvalitet i trygge og attraktive rammer.

Totalt set indeholder budgetaftalen anlægsudgifter på 25 millioner for de næste fire år, så med godt 15 millioner er aktivitetshuset og demenslandsbyen budgetaftalens markante prestigeprojekter.

Alligevel er disse projekter passeret ubemærket. Det samme kan ikke siges om hal 4. Dette til trods for, at der i budgetaftalen mellem V og DF alene er afsat nye penge i form af 2,7 millioner til p-pladser, der er påkrævet for at opfylde norm for dette. Dertil kommer, at vi fastholder et beløb på 15 millioner, som vi – sammen med Socialdemokratiet – reserverede til en hal 4 i sidste års budget.

Forhåbentlig bliver hal 4 også til et prestigeprojekt. Det kan dog aldrig blive et kommunalt prestigeprojekt, idet en eventuel hal 4 besluttes og i givet fald bygges og ejes af den selvejende institution Randers Idrætshaller.

Kommentarer