Skulle hædre de falde under 2. Verdenskrig: Frihedsmonument savet i stykker
Et frihedsmonument til minde om de faldne fra 2. verdenskrig er skåret i stykker, og både politi og Randers Kommune frygter nu, at gerningsmændene vil vende tilbage for at stjæle skulpturen.
Onsdag i sidste uge blev der konstateret at der var savet i en bronzestatue, som står på Skovbakken og er rejst til minde om de faldne under 2. Verdenskrig.
Frihedsmonumentet, der er lavet af lavet af bronze, har skæremærker to steder, og derfor frygter Randers Kommune og Østjyllands Politi, at gerningsmændene vil vende tilbage og gøre arbejdet færdigt for at sælge bronzen.
– Det er helt galt, at man kan gøre det her ved et kunstværk, der tilhører et helt samfund. Jeg bliver trist til mode af at tænke på det. Mange har mistet deres liv, og mange har risikeret en masse under 2. verdenskrig. Det er helt forkert det her, og det skal stoppes, siger kulturkonsulent Helga Hjerrild fra Randers Kommune.
Tips kan ringes ind på 114 og opdager man, at tyvene er i gang, så ringer man 112.
Skulpturen forestiller en ung kvinde med foden på en knækket marterpæl – den type pæl som blev anvendt til at binde folk op ad under tortur. Kvinden strør blomster ud over jorden, hvor modstandsfolkene måtte lade livet. Placeringen på toppen af Skovbakken tilfører monumentet en storladen og ophøjet stemning. Monumentets omgivelser er anlagt af arkitekt Arne Jacobsen
Kommentarer