Randers By

Grønt lys til højhus på Thors Bakke

Randers Byråd har på mødet den 16. januar 2017 godkendt en ny lokalplan for bydelen Thors Bakke.

Højhuse, åbne boligkarréer og en landskabstrappe, der skal fungere som et grønt byrum og et centralt bindeled til Østervold for fodgængere. Det er nogle af elementerne i en ny lokalplan for bydelen Thors Bakke, som Randers Byråd har vedtaget på mødet den 16. januar 2017.

Lokalplanen var i høring i efteråret 2016, ligesom der har været borgermøde om forslaget. Og med vedtagelsen er retningslinjerne for at bygge videre omkring de eksisterende bebyggelser i bydelen nu fastlagt.

En bydel i forandring

Den ny lokalplan for Thors Bakke indeholder mange af de samme muligheder som den tidligere lokalplan for området. Blandt andet muligheden for at bygge et højhus i den nordlige ende af bydelen. Til gengæld er muligheden for at bygge et højhus i den sydlige del ny, og det samme er landskabstrappen.

Lokalplanen sikrer, at bydelens grundlæggende arkitektoniske princip med karrébebyggelse i tegl videreføres og planen sikrer, at ny boliger opføres i varierende højder, der trapper ned i forhold til terrænet. Endelig sikrer planen, at der vil blive anlagt opholdsarealer til boligerne. Hvad der konkret skal bygges og i givet fald hvornår er der dog endnu ikke taget stilling til.

Thors Bakke har udviklet sig markant, siden Thor Bryggeriet lukkede i 2003. I dag er der masser af liv i den 31.000 kvadratmeter store bydel, der blandt andet består af Randers Sundhedscenter, ældreboliger, almene boliger restauranter og en biograf.

Tiltrådt med 26 stemmer for og 5 imod. Beboerlisten, Velfærdslisten og Socialistisk Folkeparti stemte imod

Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her

Kommentarer