Gratis biografdag en stor succes
Egmonts koncernens 140 års fødselsdag blev fejret med gratis biografbilletter til Nordisk Film Biografer
Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år hjælper børn og unge med 100 mio. kroner. Egmont ejer blandt andet Nordisk Film og flere magasiner og bogforlag. Tirsdag den 15. maj fejrede Egmont sin 140 års fødselsdag og inviterede derfor til gratis filmforestillinger i Nordisk Films biografer over hele landet. I alt 45.000 billetter blev revet væk på kort tid.
I Nordisk Film Biografer i Randers var der også udsolgt. Her havde man pyntet biografen op i bedste fødselsdagstil og krydret det hele med aktiviteter som fodbold, tennis og vikinge-spil på pladsen udenfor biografen styret af #HappyMoves.
Indenfor var personalet i fuld udklædning, så man kunne blive betjent af alt fra Superman og Batman til Minions og pirater.
– Dagen forløb rigtig godt, siger Biografchef Rene Jensen og fortsætter:
– Alle var glade, både gæster og vores eget personale, det var som en rigtig fødselsdagsfest skal være.
Biografen har længe tilbudt mange forskellige arrangementer, og et af de helt nye tiltag er blandt andet at arrangere børnefødselsdage.
Kommentarer