Randers By

‘Gratier og Vogtere’-udstilling på Værket

Finn Borchs udstilling ’Gratier og Vogtere’ er at finde – med gratis entré – i Værkets Foyer hele februar. Pressefoto.

Skulpturseriens titel har referencer til den græske mytologi og forholder sig til væsentlige elementer i menneskelivets udfoldelse som vækst, glæde og frugtbarhed. Som noget, der skal frisættes, men også plejes, værnes om og beskyttes, det siger kunstneren Finn Borch.

I arbejdet med mine skulpturer er jeg optaget af dynamikken mellem vores grundfortællinger om at blive til og høre til i fællesskaber og oplevelsen af ofte, at stå og kunne stå alene i vores søgen efter os selv.

Jeg er optaget af balancer og ubalancer, af stringens og løssluppenhed, af vilje og forførelse. Hvad der ofte kan synes som hiandens modsætninger – er for mig ofte hinandens forudsætninger.

Grundrelationen mellem os selv og vore omgivelser kan beskrives som det at give og det, at modtage.

Åbenhed, mod og lyst til at eksperimentere og lege fremmer udviklingen af disse relationer – alvor, ansvarlighed og generøsitet forankrer dem og gør dem mere intense.

Sådan er det i livet og sådan er det i kunsten.

Skulpturen har sin egen ide, – sin rettethed , – og, – den har sin form og sit udtryk. Den er ikke bundet til et bestemt materiale – i stedet er den optaget af sammenhængen mellem den oplevelse, der ligger bag dens tilblivelse og dens stræben efter, at kommunikere dette til beskueren.

Skulpturen er på en og samme tid tænkt, konstrueret og selvstændig til stede som sig selv i den verden den er placeret i.

Hvad kunstneren ønsker at udtrykke med skulpturen er hans sag – hvad skulpturen vækker af tanker og emotioner hos beskueren og hvad beskueren efterfølgende tillægger den af betydning er hans.

Når skabelsesprocessen er færdig lever den videre og bidrager til, at vi som beskuere kan beriges. Hvis vi altså udviser åbenhed og mod – hvis vi tager os selv alvorlige og er generøse.

Kommentarer