Georg Stage dukkede frem af tågen og lagde til i Randers Havn
Flere tons brosten har siden 1934 ligget i bunden af skoleskibet Georg Stage som stabilisator og ballast når den tremastede fuldrigger drog på langfart. Brosten som for 86 siden blev hentet i Randers, da den daværende kaptajn havde hørt nys om, at byen renoverede deres hovedstrøg – som i dag er Østervold.
De gamle brosten kom ombord og har sejlet med Georg Stage frem til 2018. De er nu overgivet til et nyt skib og sejler endnu flere sømil. Dog blev der en del tilovers som nu kommer tilbage Randers med lastbil og en del bliver gemt til gaver til særlige venner af Georg Stage.
En af de særlige venner er naturligvis byen Randers, hvor stenene oprindelig kom fra. Hvem vil ikke gerne eje en brosten der har sejlet jorden rundt 7 gange, og tilbagelagt 316.718 sømil. De berejste sten vil blive udstillet, så alle kan se de gamle sten fra Østervold.
Ved 17,30 tiden onsdag fik borgmester i Randers Torben Hansen en af de specielle brosten overdraget ved en hyggelig lille sammenkomst på dækket af Georg Stage, hvor direktør Asser Amdisen gav en historisk gennemgang af skibets 84 årige historie.
Fra sejlklubben mødte robåden Buur op og udfordrede de unge mennesker til en kapsejlads, resultatet fortaber sig dog i det uvisse.
Randers Netavis var med fra morgenstunden ude ved fjorden da det smukke skib dukkede frem af tågen på vej mod Randers havn. Se de mange billeder fra ankomsten af skoleskibet Georg Stage. Fotoserie: Jan Szwed
Kommentarer