Assentoft

Genåbning: Vi bliver klar og vi glæder os

– Det er rigtig dejligt for vores børn og unge, for foreningslivet og vores detail- og erhvervsliv, at der nu kan åbnes igen. En fantastisk god nyhed – siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune efter at have hørt regeringens udmelding om genåbningens 2. fase.

6.-10. klasserne
– Vi går nu i gang med at færdiggøre vores planer for at åbne skolerne for 6.-10 klasserne. Skolerne har forskellige bygninger og muligheder. Derfor bliver det forskellige lokale løsninger. Vi glæder os til at byde velkommen tilbage til elever efter lang tids online-undervisning. Vi skal åbne skolerne til trygge og læringsrige skoledage, hvor vi også overholder de sundhedsfaglige retningslinjer. Skolerne skal hver især aflevere en plan for, hvordan de vil åbne – siger Torben Hansen.

Foreningslivet og biblioteker
Bibliotekerne får mulighed for at åbne for ind- og udlån, ligesom foreningslivet igen kan åbne for udendørs aktiviteter.

– Biblioteket er i fuld gang og har en plan for genåbning klar på tirsdag. I det hele taget er Randers Kommune i den grad klar til at tage næste skridt, efterhånden som det bliver vurderet forsvarligt af vores regering – siger Torben Hansen.

Han glæder sig over, at foreningslivet får mulighed for at byde velkommen tilbage til medlemmerne, så længe det foregår udenfor.

– Og ikke mindst er jeg glad for, at vores detailhandel, restauranter og storcenter kan åbne igen, ligesom vores trossamfund. Det er vigtigt at vi nu efter mange uger kan opleve, at vores samfund stille og roligt begynder at vende tilbage til noget mere normalt – siger Torben Hansen.

Besøg på plejehjem og bosteder
– Strategien i Randers har virket. Jeg har ingen meldinger om tilfælde af smittede med coronavirus blandt vores beboere på plejehjem og bosteder. Både pårørende og medarbejdere har i den grad været udholdende og ansvarlige. Men prisen er ensomhed og savn, og selvom der bliver gjort meget for at modvirke det, så er de menneskelige omkostninger store – siger Torben Hansen.

Regeringen og en række af Folketingets partier har indgået en aftale om at lempe begrænsningerne på besøg. Men kravet er at besøgene skal leve op til de sundhedsfaglige retningslinjer, og kommunen venter på de nationale retningslinjer. Samtidig er der nationalt sat midler af til at hjælpe ældre på plejehjem til at kunne få besøg udenfor og til flere aktiviteter for svækkede ældre der bor hjemme.

– I ventetiden har vi dog arbejdet med en række muligheder. På hvert center kan centerlederen lave mulighed for aftalte besøg på udearealerne – hvis arealerne tillader det. Og samtidig har vi set nærmere på, hvordan vi kan udvide rammerne for besøg, lige så snart det bliver muligt i forhold til de centrale retningslinjer – siger Torben Hansen.

Det drejer sig for eksempel om at opstille pavilloner, opstille borde og bænke, og åbne lokaler, der kan tilgås udefra.

– Målet er, at vi skal finde gode løsninger, der afhjælper savn og ensomhed, som bringer smil og gode stunder. Nu åbner en stor del af samfundet, og vi vil gøre os umage for at det også føles sådan, når man bor på plejehjem eller et bosted – siger Torben Hansen.

Kommentarer