112

Fyrværkeri i underbukserne til lokalopgør mellem Randers FC og AGF

Foto: Youtube.

Der var knald på stadion og krudt i underbukserne, da Randers FC og AGF mødtes til lokalopgør i går eftermiddag på Randers Stadion. 

Østjyllands Politi måtte dele i alt syv sigtelser ud for overtrædelse af fyrværkeriloven, da flere unge mænd havde valgt at tage fyrværkeri med til kampen. De fleste af dem havde stukket romerlys eller kanonslag i underbukserne, mens en 15-årig dreng var så kreativ, at han havde lavet et hulrum i sine sko, så der var plads til to romerlys. 

En 20-årig mand i Randers FC-tøj blev anholdt allerede om formiddagen på Brødregade. Her smed han fem kanonslag fra sig, da han opdagede politiet. Betjentene havde dog set det og besluttede at kropsvisitere ham for yderligere fyrværkeri.

På ham fandt de noget kokain, som førte til anholdelse med en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer. Yderligere fire mænd blev anholdt for at overtræde ordensbekendtgørelsen, da de opførte sig aggressivt og var højtråbende mod både politiet og andre personer.

Kommentarer