Randers By

Fynsk forår på Randers Bibliotek

Peter Elmelund står i spidsen for april-eftermiddagssangen på Hovedbiblioteket. Pressefoto.

Fællessang for alle på biblioteket med Peter Elmelund. Våren er i luften – og der er kaffe på kanden til de sangglade i Stemannsgade.

Det er dejligt at synge i flok, og den 9. april kl. 16 har man chancen for det midt i Hovedbiblioteket i Stemannsgade.

Her vil biblioteksmusikanten Peter Elmelund stå i spidsen for en halv times fællessang, hvor sangene fra Højskolesangbogen vil have tilknytning til den græsgrønne ø Fyn.

– Vores mere end hundredeårige højskolesangbog har til alle tider haft et kraftigt fynsk islæt – hvis man kigger godt efter, fortæller Peter Elmelund med et glimt i øjet.

– Øverst blandt komponisterne står Carl Nielsen, men også de tre andre sangreformatorer Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard havde deres primære virke på Fyn. Og eftermiddagen vil garanteret også byde på “For alle de små blomster”, der i sangbogen står på klingende fynsk.

Peter Elmelund er ansat på Randers Bibliotek, hvor han blandt andet afholder morgensang en gang om måneden og afholder musiklege for de mindste.
Udover til klassisk korsang kan man også høre Peter Elmelund som bassist til kirkemusicals samt som guitarist i TEWS Kvartet.

“Og husk”, udtaler Peter, “fællessang er sundt både for vejrtrækningen, holdningen og fællesskabet “.

Akustikken under glaspyramiden i udlånet på Hovedbiblioteket giver optimale rammer for en smuk sangoplevelse. Og biblioteket giver desuden en kop kaffe til de fremmødte.

Det er som altid gratis at være med til fællessang på Randers Bibliotek, og ingen tilmelding er nødvendig

Kommentarer