Randers By

Fuld bargæst endte natten til detentionen

Natten til fredag kl. 02.18 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en bar på Storegade i Randers, der ønskede politiets hjælp til at få bortvist en person.

Betjentene hjalp manden ud fra baren og bad ham oplyse sit navn og personnummer, hvilket han, trods gentagne anmodninger, nægtede. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af retsplejeloven og blev anholdt med henblik på at fastlægge hans identitet.

Under køreturen ind til politigården i Randers kom manden med flere nedladende ytringer mod betjentene, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Politiet fandt frem til mandens identitet, og den 26-årige mand fik lov til at tilbringe nogle timer i detentionen, indtil han var ædru nok til at blive afhørt til sagen.

Kommentarer