En 41-årig kvinde blev forleden kendt skyldig i at have truet en sagsbehandler fra Familieafdelingen i Randers Kommune.

Siden 2013 har kvinden kæmpet for at få sin 6-årige hjem. Pigen blev frivilligt anbragt tilbage i 2013, hvor moderen gik i afvænning på grund af lægeordineret medicin. Allerede efter fire måneders behandling var hun misbruget kvit. Selvom kvinden har været clean, har Randers Kommune nægtet barnet at komme hjem. I alt tre gange har hun været i børn- og ungeudvalget, og hver gang har beslutningen været, at barnet skal forblive anbragt. Disse afgørelser har kvinden hver gang anket. Hver gang forgæves.

Kvinden har også siden 2013 anmodet om at få psykologhjælp, men det skete ikke. Til gengæld har hun selv måttet deltage i forskellige grupper, for at arbejde med sig selv.

Onsdag den 13. december sidste år blev en skæbnedag. Sammen med sin advokat skulle kvinden til møde i børn- og ungeudvalget, hvor udvalgets beslutning om enten fortsat anbringelse eller hjemgivelse skulle meddeles.

Her blev det oplyst, at der var truffet beslutning om fortsat anbringelse. Denne meddelelse væltede fuldstændig tilværelsen for kvinden, som hele tiden havde håbet på en genforening med datteren, og fordi hun ikke kunne se nogen grund til, at hun fortsat skulle være anbragt. Hun følte heller ikke, at hun fik nogen ordentlig begrundelse for beslutningen.

Stærke følelser af frustration og afmagt tog pludselig over. Hun rejste sig og sagde henvendt til sagsbehandleren:

– Jeg venter på dig udenfor, du har ødelagt mit liv. Desuden blev hun dømt for at sige:

– Husk nu hvad jeg sagde, det er personligt det her.

Hun måtte trække frisk luft, hvorefter hun gik tilbage til lokalet, hvor den pågældende sagsbehandler og hendes leder sad, og her gentog hun sine udtalelser.

Efter episoden blev politiet tilkaldt, og de to kvindelige betjente som ankom til stedet, vurderede at kvinden var selvmordstruet, og derfor blev hun frivilligt indlagt på psykiatrisk sygehus til observation. Hospitalet konstaterede en akut belastningsreaktion. Efter få dage blev hun dog udskrevet.

Efter mere end fem års tovtrækkeri med Randers Kommune erkender kvinden, at der er ophobet stærke følelser af både sorg og vrede. Overfor retten erklærede hun, at hun begynder en sorg- og vredesterapi, sammen med andre PTSD-ramte.

Børn- og ungeudvalget består af en dommer, to børnesagkyndige og to politikere. Dommeren skal påse, at det juridiske er i orden. De børnesagkyndige skal se sagen fra børnenes perspektiv, og de to politikere er lægmænd.

Kvindens advokat Anders Brøndtved krævede kvinden frifundet, med henvisning til at hun har været presset og psykisk frustreret over en uretfærdig behandling på grund af en manglende sagsbehandling.

Efter retssagen talte Randers Netavis med moderen og advokat Anders Brøndtved, som har speciale i anbringelsessager.

– Det der er mit problem i forhold til udvalgets konstruktion er, at der en gang imellem er en politisk interesse i at følge forvaltningens indstilling. Det vi ser i de sager er, at forvaltningerne dels ikke har midlerne eller kapaciteten til at tilbyde en familie støtte, frem for en anbringelse, siger Anders Brøndtved, og fortsætter:

– Politikerne har vedtaget et budget, og har dermed besluttet hvor mange penge der kan bruges på området. Når de økonomiske midler ikke er til stede til at støtte familierne, så stadfæster man ofte beslutningen om at anbringe et barn udenfor hjemmet. Derfor er der i mange sager en direkte økonomisk årsag til disse anbringelser mener han.

Anders Brøndtved påpeger samtidig, at mange sagsbehandlere også er ofre, på samme måde, som de berørte familier er det, fordi deres arbejde er begrænset af kommunernes økonomi.

– Disse anbringelsessager handler ofte ikke om jura, men enten sympati eller antisympati pointerer han, og betegner ligeledes udvalgets afgørelser som en syltekrukke.

Proceduren i den slags sager er, at sagsbehandleren træffer en beslutning, og drøfter den med den pågældende leder på området. Herefter indstiller forvaltningen til børn- og ungeudvalget, hvad der bør ske, hvorefter udvalget træffer den endelige beslutning. Generelt mener advokaten, at der mangler retssikkerhed på området.

Moderen har dog ikke forståelse for sagsbehandlerens arbejde forud for beslutningen. Hun mener stadigvæk ikke, at hun ikke har gjort sit arbejde.

– Hun har ikke gjort sit arbejde ordentligt. Bl.a. manglede der forskellige papirer. De har ikke holdt statusmøde hver 6. måned, som ellers er lovpligtigt, og de har heller ikke vedlagt de opdaterede positive udtalelser fra læger, psykologer, samværskonsulent mfl. der taler for mere samvær og at min datter er som alle andre 6 årige, med den forskel, at hun er en sårbar pige p.g.a. anbringelsessagerne. Derfor har børn- og ungeudvalget ikke haft det rigtige grundlag at træffe sin afgørelse på, siger moderen til Randers Netavis, og tilføjer, at det nu er den 11. sagsbehandler og den fjerde teamleder på fem år, som har haft med sagen at gøre.

Kvinden mener samtidig, at plejefamilien gør alt for at modsætte sig et samarbejde og tilbageholder oplysninger om datterens dagligdag da det gør deres vederlag større.

– Dermed er de sikret en fed indtægt, hævder hun.

Anders Brøndtved oplyser, at lovgivningen er helt klar på området. Forvaltningen skal altid undersøge mulighederne for hvorvidt det er forsvarligt, at hjemtage anbragte børn. Og hvis ikke det er tilfældet, skal der ydes intensiv hjælp til familien, for at det kan ske.

– Jeg oplever ugentligt de overgreb som sker over hele landet i disse sager. Jeg oplever, hvordan man som borger ikke får et ben til jorden, såfremt man ikke har en advokat ved sin side, som kan hjælpe med, at kæmpe imod det forestående overgreb, erklærer Anders Brøndtved.

– I hvert fald opgiver jeg aldrig kampen for min datter. De kan måske bøje mig, men aldrig knække mig, understreger kvinden, hvis navn er redaktionen bekendt.

Famileafdelingen ved Randers Kommune vender senere tilbage med en kommentar.