Fritidsjobsambassadører skal hjælpe unge i udsatte boligområder i job
Otte projekter, hvoraf et af dem foregår i Randers, er udvalgt og vil modtage tilskud til at ansætte fritidsjobambassadører, der kan hjælpe unge fra særligt udsatte boligområder i fritidsjob.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har nu udvalgt otte projekter, der skal have del i de satspuljemidler, der er afsat til at styrke fritidsjobindsatsen for unge i udsatte boligområder.
Et af projekterne er ”Randers FC Fritidsjobakademi”, der styres af Randers FC A/S.
De syv andre udvalgte projekter er:
- Esbjerg Kommune med projektet ”Fritidsjob i Esbjerg kommune”
- Greve Kommune med projektet ”Fritidsjob til unge fra Askerød, Gudekvarterene/Klyngen og Gersagerparken i Greve Kommune”
- Holbæk Kommune med projektet ”Medborgerskab og Fritidsjobs – vejen mod arbejdsmarkedet og det gode liv”
- Århus Kommune med projektet ”Fritidsjobambassadørerne i Aarhus Kommune”
- Boligsocial Helhedsplan Nakskov med projektet ”Fritidsjobindsatsen”
- Foreningen FISKEN med projektet ”Tilbud om fritidsjob til unge i udsatte positioner på Vesterbro og Sydhavnen”
- Incita med projektet ”Fremtid gennem fritiden”.
Puljen er en del af satspuljeaftalen for 2015, hvor der blev afsat 20 mio. kroner over fire år til at styrke indsatsen for unge i udsatte boligområder. Erfaringen er, at et fritidsjob øger unges motivation til at uddanne sig og kan dermed være med til at bryde den sociale arv.
Kommentarer