Fremstilling i retten Randers
Østjyllands Politi fremstiller fredag en 37-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for indbrud.
En beboer på Søren Møllers Gade i Randers overraskede fredag morgen kl. 5.41 en fremmed mand, der var brudt ind i hans kælderrum. Beboeren vågnede ved lyden af sin tyverialarm, der gik i kælderen, og da han gik derned, så han en mand, der var på vej i løb ud af bagdøren. Beboeren fulgte efter, og indhentede ham kort efter længere henne ad vejen. Her stod den fremmede mand med et stykke træ, som han ifølge anmeldelsen slog beboeren over hånden med, inden han løb videre.
Den patrulje, der kørte til stedet, fik et rigtig godt signalement af gerningsmanden. Et signalement, der lød som en person, der er kendt af politiet. Patruljen kørte derfor til en adresse i Randers, hvor de mindre end en halv time efter indbruddet, anholdt den 37-årige mand.
Kommentarer