112

Fredelig fodboldaften i Randers

Foto: Kim Matthäi Leland.

Torsdag aften blev der spillet europæisk fodbold i Randers, da Randers FC tog imod Leicester City FC i returopgøret i Europa Conference League. Forud for kampen var der, som forventet, en del fans i midtbyen fra både Randers og Leicester, men stemningen var god – på trods af halvdårligt vejr. 

Det blev til en enkelt anholdelse, mens fansene var i Storegade/Middelgade. Her blev en 35-årig mandlig Randers-fan anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at opildne til slagsmål mod Leicesters fans. 

Ved 17-tiden gik de to fangrupperinger som planlagt en fanwalk ad hver sin rute fra midtbyen ud til Cepheus Park. Ved Vestervold kunne de to fangrupperinger se hinanden, og det førte til et kortvarigt ophold, hvor grupperne råbte slagsord og slagsange mod hinanden. Efter en kort pause fortsatte de to grupper mod stadion i god ro og orden. 

Ved ankomst til stadion blev en 20-årig dansk mand anholdt og sigtet for overtrædelse af maskeringsforbuddet, besiddelse af narkotika og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have råbt skældsord efter politiet.  

Efter kampen forlod alle fans stadion i god ro og orden, og nogle af dem søgte atter mod midtbyen for at besøge de lokale værtshuse, mens andre tog toget til Aarhus for at gå i byen der. Resten af aftenen og natten forløb også ganske roligt. 

Kommentarer