Gjerlev

Forsøg: Borgerservice rykker ud i landsbyerne

Tre landsbyer i Randers Kommune er nu blevet udvalgt til at køre en forsøgsordning med digital borgerservice.

Ordningen skal gøre det nemmere for borgerne at få brugervenlig borgerservice, uden man nødvendigvis behøver tage den lange vej til Borgerservice i Randers by.

De udvalgte byer er Havndal, Gjerlev og Øster Velling. Her vil en pc med touchskærm blive opstillet i for eksempel en hal eller et forsamlingshus, som har ideelle åbningstider. Her kan borgeren bruge de kommunale selvbetjeningsløsninger på normal vis, men de kan også vælge at ringe op til den centrale borgerservice, hvor de via webcam får personlig betjening og hjælp til at komme gennem selvbetjeningsløsningerne.

Borgerservice kan overtage skærmen, hvis det bliver nødvendigt og via en tilkoblet scanner, kan man scanne relevante dokumenter direkte ind til borgerservice.

Der er tilsat 90.000 kroner til forsøget, og Landdistriktsudvalget, der står bag forsøgsordningen, vil løbende modtage erfaringer fra projektet.

Kommentarer