Forslag om 10. klasse i både nord og syd kommer i høring
Skal elever kunne gå i 10. klasse på en kommunal folkeskole i både nord og sydbyen? Det spørgsmål kommer nu til debat samtidig med, at det er slået fast, at eliteidrætsklasserne skal blive på Nørrevangsskolen.
Spørgsmålene om organiseringen af både 10. klasserne og eliteidrætsklasserne blev behandlet af byrådet på mødet den 6. april 2021.
I dag er kommunens 10. klassestilbud organiseret i Centerlinje 10 på Nørrevangsskolen. Her vil et nyt forslag gøre det muligt også at etablere 10. klasse på Tirsdalen Skole, så der er et tilbud i både nord- og sydbyen. Og det er dét forslag, som byrådet nu har besluttet at sende i høring.
Høringen kommer til at foregå på www.randers.dk/høringer, hvor det vil være muligt at se høringsmaterialet og afgive høringssvar.
Eliteidrætten bliver på Nørrevangsskolen
Et lignende forslag om at ændre på organiseringen af Eliteidrætsskolen var der til gengæld ikke stemning for. Byrådet har således slået fast, at Eliteidrætsskolen skal blive på Nørrevangsskolen, hvor den ligger i dag. Men eliteidrætsklasserne skal skifte navn til talentklasser, så de matcher aftalen med Team Danmark.
Eliteidrætsskolen er en folkeskole for elever i 7.-9. klasser, der gerne vil kombinere eliteidræt med deres skolegang. Skolen er en del af Randers Talent og Elites uddannelsestilbud, som er målrettet talentfulde sportsudøvere, og skolen har derfor en aftale med Team Danmark.
Kommentarer