Formodet hashpusher stak af, men blev fanget af politiet
En patrulje observerede i aftes kl. 22.35 en knallert, der kom kørende ad Mariagervej i Randers. Da føreren af knallerten så politibilen, kørte han ind over et fortov og en parkeringsplads, og patruljen satte efter.
Knallertføreren smed sin knallert på Rådmands Boulevard og fortsatte flugten til fods. En betjent satte efter, og fik kort tid efter fat i den 28-årige knallertfører.
Da betjenten spurgte, hvorfor han var stukket af, forklarede den 28-årige, at det var fordi, han havde hash på sig, og da betjentene visiterede ham fandt de ganske rigtigt flere klumper hash, der var pakket ind i sølvpapir.
Han blev derfor sigtet for salg af euforiserende stoffer. Den 28-årige fortalte også, at han havde røget hash tidligere på dagen, så han blev også sigtet for narkokørsel.
Betjentene undersøgte herefter knallerten, der ikke havde nogen nummerplade på, og hvor stelnummeret var så ridset og rustet, at det ikke kunne aflæses. Betjentene tog derfor knallerten med til politistationen for nærmere undersøgelse. På politistationen blev den 28-årige desuden sigtet for at stikke af fra politiet. Betjentene besluttede herefter at ransage på den 28-åriges bopæl i Randers, hvor der blev fundet både hash og kokain.
Kommentarer