Randers By

Formel 1-kommentatorer varmer op til 2022-sæsonen i Pakhuset Randers

Der er garanti for både fascinerende anekdoter og nørdede detaljer, når Formel 1-kommentatorerne John Nielsen og Jens Hansen til marts besøger Randers med deres foredrag ”Opvarmning til Formel 1 2022 – en aften i krydsfeltet mellem anekdoter, holdninger og nørderi”

Flere og flere danskere kaster deres kærlighed over Formel 1 og motorsporten i bred forstand. Til 2022-sæsonen kommer der et nyt reglement i Formel 1, så racerne kommer til at se helt anderledes ud. Hvad kommer det til at betyde for racernes udseende, og hvordan bliver styrkeforholdet mellem de forskellige teams? Det sætter Formel 1-kommentatorerne John Nielsen og Jens Hansen fokus på, når de besøger Pakhuset på havnen i Randers kort før starten på 2022-sæsonen.

Jens Hansen & John Nielsen på slap line ved Smukfest 2021 i Skanderborg.

– Det bliver vildt spændende, for det er de største ændringer i Formel 1 i mere end et årti. Det er et helt nyt koncept, så racerne kommer til at se markant anderledes ud. og det vil være en ny verden for Verstappen, Hamilton og de andre stjerner at køre dem, når vi sammenligner med de racere, vi har set de seneste år, så jeg tror, det bliver en fantastisk sæson, siger Danmarks første Le Mans-vinder John Nielsen, der har kommenteret Formel 1 siden 2010.

John Nielsen og Jens Hansen vil gennemgå og forklare de nye regler til 2022-sæsonen ved hjælp af film, billeder og skitser. Samtidig vil de drage paralleller til de historiske Formel 1-racere, som har inspireret til det nye reglement. 

– Vi vil bestræbe os på at forklare konceptet bag de nye racere på en både fascinerendes, pædagogisk og nørdet måde, så alle – uanset hvor meget de på forhånd ved om Formel 1 – forhåbentlig er både lidt klogere og endnu mere betagede af Formel 1, når de går hjem, siger Jens Hansen, der i 2022 sidder bag mikrofonen til sin 13. Formel 1-sæson.

De to Formel 1-kommentatorer ligger vægt på at berøre de emner der optager publikum i salen. Derfor vil der blive rig lejlighed til at stille spørgsmål undervejs. Samtidig vil de udover Formel 1 også berøre den amerikanske Indycar-serie, hvor danske Christian Lundgaard debuterer i 2022, samt toppen af de internationale sportsvognsklasser, hvor Kevin Magnussen og Mikkel Jensen i 2022 kører Le Mans for Peugoet.

Aftenen starter KL. 18.00 med spisning. 

Pris kr. 279,- inkl. Spisning (ekskl. Drikkevarer) 

Man kan læse mere og bestil billetter på www.pakhuset.net

Kommentarer