Fordebat om ny bydel på Brotoften er i gang
På Brotoften, der grænser op til Århusvej, Gudenåen og engarealet ved Storkeengen, er der ønske om at opføre cirka 250 boliger, et 4-etagers parkeringshus med erhverv/detail i stueetagen, et dige til klimatilpasning og grønne arealer. Frem til 10. januar 2023 er der fordebat om projektet, og her kan alle komme med gode ideer og forslag. Der er også borgermøde om den kommende planlægning den 4. januar 2023.
– Brotoften har en fantastisk beliggenhed og et stort uudnyttet potentiale. I Udviklingsplanen for Flodbyen Randers har byrådet allerede sat en retning for, hvad der skal ske med området, og nu har vi modtaget en ansøgning med et konkret skitseprojekt. Det har nogle meget spændende perspektiver, og derfor har vi i erhvervs- og planudvalget besluttet at sætte gang i planlægningsprocessen med en fordebat, hvor alle kan kommentere og komme med gode ideer til det fremlagte forslag, siger Claus Berggren, der er formand for erhvervs- og planudvalget.
Se fordebattens materiale og deltag i debatten
Brotoften, der ligger mellem Århusvej, engarealet ved Storkengen, Gudenåen og den bagvedliggende by Vorup, er en del af 1. etape i Udviklingsplanen for Flodbyen Randers. I dag består området primært af større grus- og græsbelagte parkeringsarealer og nedslidt bebyggelse. Og det har Arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S ansøgt om at omdanne til en ny bydel med cirka 250 boliger i 3-4 etager og et 4-etagers parkeringshus med enten erhverv eller dagligvarebutik i stueetagen. Derudover er der ønske om at etablere et dige til klimatilpasning og grønne arealer.
Borgermøde om den kommende planlægning
Det ansøgte projekt forudsætter lokalplan og tillæg til kommuneplanen før det kan realiseres, og fordebatten er første skridt i planlægningsprocessen. Planlægningen skal ligeledes screenes for miljøvurdering. Fordebatten er en mulighed for, at alle kan komme med forslag og ideer til det videre arbejde tidligt i processen.
Undervejs i fordebatten bliver der også afholdt et borgermøde om planerne, hvor alle interesserede er velkomne. Det finder sted den 4. januar 2023 kl. 18.00 i mødelokale D.2.58 på Laksetorvet, 8900 Randers C.
Fordebatten kører til og med den 10. januar 2023, hvorefter forvaltningen samler alle indkomne bemærkninger og fremlægger dem for erhvervs- og planudvalget. Her skal udvalget tage stilling til, hvilke forslag, ideer eller bemærkninger, der skal med videre, og på den baggrund går forvaltningen i gang med at udarbejde et konkret forslag til en ny lokalplan og kommuneplantillæg.
Lokalplan og kommuneplantillæg beskriver præcist, hvad der er muligt at bygge i området, og når disse forslag er klar, bliver de først præsenteret for byrådet med henblik på en ny offentlig høring. Herefter behandler byrådet høringssvarene og kan vedtage det endelige plangrundlag.
Randers Kommune forventer, at planlægningsprocessen med høringer og udarbejdelse af plangrundlag vil finde sted i 2023.
Kommentarer