Det dansk-tyske rockband Fool’s Paradise holder lørdag den 13. april releaseparty for udgivelsen af bandets CD ”Tha Paradise Ballet” på Tante Olga i Randers. Der bliver tale om både fejring af CD-udgivelsen og koncert, hvor de fire musikere har valgt Randers og Tante Olga, fordi det var her, Fool’s Paradise i 2015 spillede en af sine første koncerter i Danmark. Årets efter vandt Fool’s Paradise den store rockkonkurrence Hamburg Band Contest og har siden hørt til de mest populære orkestre i Hamburg og Nordtyskland.

Der ligger 4-5 års forberedelse bag udgivelsen af ”The Paradise Ballet” med dansk-tyske Fool’s Paradise. De fleste af sangene har været afprøvet live og har skiftet karakter undervejs for at lande der, hvor de er nu.

Bandmedlemmer er vandret ind og ud af Fool’s Paradise, som nu er solidt og back-to-basics med guitarist, vokalist og sangskriver Detlef Kapteina, den dynamiske bassist Bjørn Egeskjold som også inspirerer sangenes opbygning og den mere og mere virtuose tangentspiller Anja Munkholm. De tre har været der ”altid” og er nu suppleret med en både elegant og kraftfuld trommeslager, Morten Søndermark.

De fire er meget tætte i værket ”The Paradise Ballet”, som præsenterer 10 sange på godt 50 minutter i en helhed, der nærmest giver indtryk af, at der er tale om et konceptalbum, hvor sangene ikke mærkbart glider over i og ind i hinanden uden de (med en enkelt undtagelse) adskilles af den sædvanlig stilhed på tre-fire sekunder mellem hver sang. Ofte tror man, at nu er det et nyt nummer, men nej, så kommer et omkvæd og nogle variationer, som er genkendelige fra tidligere på skiven.

”Voices Are Calling” er et godt eksempel. ”Between Us And The Call” er et mesterstykke, hvor Detlef Kapteinas vokal suppleres af gæstesangeren Anni Slot. ”Magic Universe” er en stærk introduktion til hele albummet, men kunne også havde været en fin afslutning. ”By The Way” og ”I Know, I Know” fra Fool’s Paradise-koncerterne optræder i ny forklædning, men fastholder den følsomme side af den ellers hårdtslående progressive nærmest symfoniske rock, der på albummet – som på scenen – skal lyttes på maksimal lydstyrke.

”To be played loud” kunne have været en del af coverteksten. Teksterne fylder meget. Ikke et eneste sted fortælles der en historie, men ordene fremstår mere som lyrik, der skal beskrive og understøtte stemninger. Og så er der indhold i den
måde, ordene er skruet sammen på, men det er vel at bemærke et indhold, som lytterne kan tolke individuelt.

Budskabet synes at være: vi har en dejlig verden – vi skal passe godt på den – ingenting kommer af sig selv – og der er meget, som vi kunne gøre bedre. Sangen ”The Kids” har et omkvæd, som har svært ved at forlade ørene igen. Om gadebørn, der lever i snavs og fattigdom uden håb for fremtiden, men som alligevel klarer sig. ”The Kids Feel Fine” – eller gør de? Budskabet om at tage vare på børnene og fremtiden kunne ikke være serveret smukkere.

Ordene ”by the way” dukker op i forskellige sammenhænge. Der var det, som en del af den oprindelige sang, og der dukkede det op igen – i en ny sang? Eller er det den samme endnu? Ingen af de 10 sange på ”The Paradise Ballet” hænger fast i nogen traditionel opbygning, og netop det betyder, at man som lytter gang på gang overraskes af udviklingen i musikken, som numrene skrider frem.

”By the way” betyder i øvrigt forresten – eller forresten i øvrigt. Den løftede pegefinger fra Detlef Kapteinas magiske tekstunivers signalerer, at man skal tænke sig om i tilværelsen, men er befriende blottet for formaninger. Ordene og musikken kan tolkes individuelt, og det er netop styrken ved ”The Paradise Ballet”, som kan opleves forskelligt fra afspilning til afspilning. Stemninger og humør på dagen afgør, hvad man får ud af de 50 minutter.

Teknisk set er ”The Paradise Ballet” både en følsom og en voldsom oplevelse. Musikken er fyldt med power uden, at elegancen nogensinde slippes. Guitar og tangenter fører sangene frem som en fugl i luften: når blæsten er kraftig, spredes vingerne ud og giver fart og dynamik. Og øjeblikke efter lægger vinden sig, så musikken svæver af sted i en befriende lethed. Mange passager er direkte emotionelle, og i andre tilfælde banker den formidable rytmegruppe med rå guitar og saftige orgeltoner ekstra energi ind i musikken.

Smukt at der udover grundbesætningen optræder en fin saxofon spillet af Thomas Edinger på ”Voices Are Calling” og ”The Other Side Of Paradise”. Der er lyttet meget Pink Floyd i årene forud. Det fornægter sig ikke, og godt for det. Nærmest ved et tilfælde er bandet også kommet til at lyde lidt som Saybia i enkelte sekvenser, men det gør hverken variationen eller bredden mindre.

Sangene som ”The Speech” og ”The Kids” er endt på lokalradiohitlister flere steder i Danmark og ikke mindst i Australien. Det viser, at albummet har et stort potentiale. Samlet set er ”The Paradise Ballet” en stor og smuk oplevelse. Fool’s Paradise har lavet sit første rigtige album, og det bliver ikke det sidste.

Bandet har indspillet sangene i Dreamland Studio i Nibe med en sprudlende Thomas Becker ved de analoge knapper i et af de få studier, der kan præstere et originalt Hammond B3 med Leslie og andet snavs – brugt kærligt og nærsomt uden at være for dominerende. Becker og Kapteina har produceret, og ”The Paradise Ballet” er udsendt i fysisk form af Gateway Music, ligesom musikken er tilgængelige på Spotify og ITunes.

No bullshit – no mainstream – real rock!