Fodboldlinjen Randers tættere på pris
Fodboldlinjen Randers er med i opløbet om at vinde Danskernes Idrætspris 2018 og en check på 100.000 kroner.
Fodboldlinjen Randers, der har 250 elever fordelt på syv folkeskoler, løb således med førstepladsen i den østjyske del af konkurrencen, og dermed er Fodboldlinjen sikret videre adgang til den landsdækkende semifinale sammen syv andre regionale vindere fra resten af landet.
– Det er er imponerende, at man kan få teenagere til at møde frivilligt op klokken 6.30 året rundt for at hygge sig med fodbold. Fedt, at det er for alle og ikke kun for dem, der i forvejen går til fodbold, på den måde kan alle være med og få en god oplevelse og mødes på tværs af skoler, lyder dommerpanelets begrundelse for, at Fodboldlinjen Randers er videre i konkurrencen.
Nu er det bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund der blandt semifinalisterne udvælger tre finalister og herefter kårer vinderen. Vinderen af Danskernes Idrætspris offentliggøres ved DR’s show SPORT 2018 5. januar 2019.
Fodboldlinjen er et tilbud til fodboldglade folkeskoleelever i 6.-9. klasser.
Bag prisen står e-boks, DR P4 og Danmarks Idrætsforbund (DIF), og den hylder de projekter, initiativer og ideer, der er med til at styrke fællesskabet og glæden ved at bevæge sig eller være aktiv i en forening.
Kommentarer