Fodboldlinjen er finalister i kampen om Danskernes Idrætspris

I denne uge er det blevet offentliggjort, at Fodboldlinjen Randers er én af de tre finalister i kampen om Danskernes Idrætspris i P4 Østjyllands distrikt.
Frem til den 16. november kan man gå ind og stemme på det initiativ, man gerne vil sende videre til landsfinalen.
Fodboldlinjen Randers er blevet udvalgt af det regionale dommerpanel til at være én af de tre finalister i P4 Østjyllands distrikt. Frem til den 16. november kan man gå ind og stemme på det initiativ, man gerne vil sende videre til landsfinalen. Det kan man gøre via dette link: https://xn--danskernesidrtspris-xxb.dk/
Idrætsprisen gives til det bedste projekt, aktivitet eller initiativ, som på inspirerende vis er med til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten i Danmark 2018. Vinderen offentliggøres til det store DR show “SPORT 2018”.
“Vi er utrolig glade for, at fodboldlinjen er blevet indstillet til Danskernes Idrætspris og nu også er blevet udvalgt som én af Østjyllands tre finalister. På fodboldlinjen bliver der skabt gode samarbejder mellem eleverne, en interesse for bevægelse og det at dygtiggøre sig selv og så er der samtidig plads til alle. Uanset niveau. Det synes jeg er et vigtigt element, som er med til at gøre en forskel. Jeg håber derfor, at fodboldlinjen får en masse stemmer, så den går videre til landsfinalen om Danskernes Idrætspris,” siger Henrik Johansen, skolechef i Randers Kommune.
Med sine 250 elever fordelt på syv folkeskoler er fodboldlinjen Danmarks største. Fodboldlinjen er et tilbud til fodboldglade folkeskoleelever i 6.-9. klasser, og så er den samtidig skyld i, at unge randrusianske piger og drenge glædeligt springer ud af sengen og står klar på fodboldbanen kl. 06.30 om morgenen – uge efter uge. Selv på en kold og mørk november-morgen som i dag.
Vinderen af Danskernes Idrætspris offentliggøres den 5. januar ved tv-showet SPORT 2018. Foruden prisen modtager vinderen 100.000 kroner. Og hvis fodboldlinjen vinder skal pengene bruges til at udvikle og styrke fodboldlinjen for de randrusianske piger og drenge i folkeskolerne.
Man kan stemme på fodboldlinjen via dette link: https://xn--danskernesidrtspris-xxb.dk/
Kommentarer