Fodboldkamp i Randers får indflydelse på trafikken
Der forventes en del fodboldfans i Randers midtby i morgen, torsdag, hvilket kan give forstyrrelser i trafikken torsdag eftermiddag.
Fodboldklubben Randers FC tager torsdag aften imod det engelske fodboldhold Leicester City FC i returopgøret i Europa Conference League, der skal spilles på Randers Stadion torsdag aften kl. 18.45.
Østjyllands Politi forventer, at der kommer nogle hundrede tilrejsende fans fra England, ligesom det forventes, at en del lokale fodboldfans vil tage del i festlighederne i Randers midtby før, under og efter kampen.
”Det er bestemt vores mål og forventning, at der bliver tale om en festlig og fornøjelig eftermiddag og aften i Randers. Vi vil være synligt til stede både før, under og efter kampen, hvor vi følger fangrupperingerne tæt og gør vores til, at alt forløber i god ro og orden,” siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Fanwalk gennem midtbyen
Forud for kampen er det forventningen, at fans fra de to hold opholder sig på forskellige beværtninger i midtbyen. Ved 17-tiden er det forventningen at de to fangrupperinger, i selskab med politiets dialogbetjente, går en fanwalk ad hver sin rute ud mod Randers Stadion:
Udebanefansene fra Leicester (den blå rute på kortet) begynder efter planen deres fanwalk for enden af Søndergade, hvorefter de fortsætter ad Tørvebryggen, Jernbanegade og Viborgvej og ender ved udebaneafsnittet på Cepheus Park.
Randers’ fans (den røde rute på kortet) begynder efter planen deres fanwalk fra Storegade, hvorefter de fortsætter ad Middelgade, Vestergade, Sjællandsgade og Vester Boulevard til Cepheus Park.
Det forventes, at de to fangrupperinger ankommer til stadion ved 18-tiden.
Spærret for kørsel ved Tørvebryggen
Som følge af den planlagte fanwalk vil der blive spærret for trafik ved Tørvebryggen fra kl. ca. 16.30. Det betyder, at det ikke vil være muligt at svinge til venstre fra Randers Bro ad Tørvebryggen, ligesom det heller ikke vil være muligt at fortsætte ligeud af Tørvebryggen, hvis man kommer kørende fra Havnegade.
Desuden forventes der generelt forstyrrelser og midlertidige afspærringer langs de to ruter i tidsrummet fra ca. 16.30 til 18.00. Det kan også få betydning for busdriften – for yderligere information i den forbindelse henvises til Midttrafik.
Der bliver løbende åbnet for trafikken igen, så snart det vurderes at være sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Kommentarer