112

Flygtede fra politiet på grund af ”dårlig vane”

Politiet stoppede onsdag en flugtbilist på Hammelvej efter en hasarderet kørsel på motorvejen.

Flere bilister ringede onsdag omkring kl. 15.00 til politiet og fortalte om en bilist, der kørte hasarderet på Viborgvej fra Hammershøj i retning mod Randers. En patrulje fandt frem til bilen omkring rundkørslen Viborgvej/Kjølvejen og tændte udrykningen for at få standset køretøjet.  

Men i stedet for at bremse, gassede bilisten op og kørte på motorvejen i sydgående retning i høj fart. Patruljebilen fulgte efter, og betjentene kunne blandt andet se, hvordan bilisten svingede ind i en vognbane lige foran en lastbil, der måtte bremse hårdt op. 

Ved afkørslen Randers Syd kørte bilisten af motorvejen og fortsatte ad Hammelvej i nogle få hundrede meter, inden han gav op og parkerede bilen i siden af vejen. 

Betjentene løb ud af bilen og fik kontakt med den 24-årige mand bag rattet. Han beklagede, at han ikke var standset, men at han var gået i panik, da han så politiet, og at han af dårlig vane havde forsøgt at køre fra dem. 

Ud over sigtelsen for ikke at efterkomme politiets anvisninger, blev han også sigtet for ikke at have sele på og for at have foretaget det farlige vognbaneskifte foran lastbilen. 

Der kan muligvis komme flere sigtelser til bilisten senere. 

Kommentarer