Randers By

Flere taget med narko i Randers

Østjyllands Politis specialpatrulje fik travlt med at skrive sager, da de lørdag aften gik rundt i Randers midtby.

Betjentene, der går civilt klædt, måtte 14 gange skrive sigtelser for besiddelse af euforiserende stoffer – og en enkelt blev sigtet for besiddelse med henblik på salg.

De fleste gange blev sigtelserne uddelt til unge mænd, som i forskellige baggårde i midtbyen blev taget på fersk gerning i at sniffe eller gøre klar til at sniffe amfetamin og kokain.

Blandt de sigtede var to 15-årige, der havde hash på sig, og et par 17-årige, der var i besiddelse af kokain.

Tidligt på aftenen omkring kl. 17.00 vakte to mænd på 25 og 33 år politiets mistanke, da de sad i en bil ved Randers Regnskov. Under en visitation af mændene og en ransagning af bilen fandt betjentene nogle poser med hash og kokain, nogle tusinde kroner i kontanter og en digitalvægt.

Det blev ud fra afhøringerne og fundene vurderet, at den 25-årige skulle sigtes for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Den 33-årige havde en mindre mængde hash på sig, som han blev sigtet for at besidde.

Ud over de mange sager om euforiserende stoffer blev der lørdag aften og nat skrevet flere andre sigtelser.

En 60-årig mand blev sigtet for vold ved at have nikket en vagt en skalle, efter at være blevet bortvist fra et telt på Havnegade. En 23-årig mand blev anholdt og sigtet, da han havde en kniv på sig, da han gik rundt på Trangstræde. Tre personer blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden – to for at indlede en slåskamp mod hinanden på Storegade og en for at skubbe til en vagt på Justesens Plæne.

Fire personer blev sigtet for at råbe diverse skældsord efter patruljerende betjente.

Kommentarer