Randers By

Her finder du studieboliger i Randers

Det næste kuld af studerende fandt i fredags ud af, hvor de har fået en plads på deres drømmestudie – og herefter følger jagten på gode studieboliger.

Randers Kommune har i samarbejde med byens boligudlejere oprettet facebooksiden Studieboliger i Randers for at hjælpe de nye studerende i boligjagten.

I Randers kan man uddanne sig til sygeplejerske, finansøkonom, optiker, eventkoordinator, multimediedesigner og meget andet – faktisk ligger der over 50 uddannelser i Randers Kommune. Dertil kommer, at Aarhus Universitet ikke ligger mere end 40 kilometer fra Randers centrum.

– Der er rigtig mange studerende, der får brug for en studiebolig i Randers, og derfor har vi oprettet facebooksiden Studieboliger i Randers, hvor udlejerne har mulighed for at lave opslag om ledige lejligheder til SU-venlige priser,” siger Sidsel Homann, sekretariatschef i Miljø og Teknik.

Der er som regel stor mangel på studieboliger i universitetsbyerne, og særligt de nye studerende i Aarhus kan være udfordrede. Den offentlige transport mellem Randers og Aarhus er dog så god, at man sagtens kan studere i Aarhus og bo i Randers.

– Der har været flere historier fremme i medierne om unge, der vælger at bosætte sig i en lejlighed i Randers centrum i stedet for at nøjes med et værelse et sted i Aarhus, og det er et faktum, at man får en del mere for pengene her,” siger Sidsel Hohmann.

Bag samarbejdet om facebooksiden står Randers Kommune, RandersBolig, Lejerbo og Ejendomsforeningen Kronjylland.

Kommentarer