Kultur

Find nye fællesskaber i Randers på Boblberg.dk

Nu er det muligt for borgere i Randers Kommune at oprette en gratis profil på Boblberg.dk, hvor man kan søge nye fællesskaber, venner og netværk. Randers Kommune har indgået en aftale med den socioøkonomiske virksomhed, Boblberg.dk, for at fremme dannelsen af inkluderende fællesskaber og forebygge ensomhed.

– Vi har været igennem et forår, der i høj grad har vist os, at fællesskaber er vigtige, og at der er brug for også digitalt at kunne møde nye venner og bekendtskaber. Det handler om at imødegå ensomhed og skabe gode muligheder for at mødes på en tryg platform. Her har vi set en mulighed med Boblberg – siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

På den digitale platform Boblberg.dk kan man søge nye bekendtskaber, interessefællesskaber og netværk. Boblberg er en socioøkonomisk virksomhed i tæt samarbejde med Røde Kors.
Cirka 2.400 borgere i Randers Kommune har allerede oprettet en profil og er klar til at bruge Boblberg.dk

Relationer for livet
Ønsker du en bonusbedsteforælder til dit barn, leder du efter en løbemakker, savner du én at dele en svær livssituation med – eller vil du bare gerne udvide dit netværk? Så er der mulighed for det på Boblberg.dk. Hvad fællesskaberne indeholder er i høj grad op til brugerne selv.
Som bruger opretter man en såkaldt “boble”, hvor man skriver, hvad man søger. Man kan afvente kontakt eller selv søge i de andre “bobler” på platformen.

– Vi har igennem de seneste år oplevet en stor interesse og lyst til at finde fællesskaber digitalt i befolkningen. Mange tusinde mennesker har allerede fundet et fællesskab og relationer for livet på Boblberg.dk. Det er med til at styrke deres fysiske og mentale sundhed, og det øger deres livskvalitet – siger Nikolaj Stæhr, medstifter af Boblberg.

I takt med udviklingen og den stigende interesse har ejerne af Boblberg.dk tilpasset platformen efter loven om databeskyttelse, så den er tryg og sikker at benytte for brugerne.

Kommentarer