Randers By

Find gratis gys og grumme gespenster på en tur i Randers

Det bliver uhyggeligt og ikke mindst skræmmende på den sjove måde, når Museum Østjylland inviterer alle modige børn på byvandring i vintermørket. På turen hører du nogle af de mange historier om spøgelser, skeletter og andre væsner, som gemmer sig i byens mange kringelkroge og gamle huse. Byvandringen er for børn fra 10 år og op. Foto: Museum Østjylland.

Tag lommelygten i hånden og få et godt gys i vinterferien, når du sammen med Museum Østjylland går på jagt efter uhyggen i Randers’ mørke gader og krogede stræder.

På turen hører du blandt andet om et skræmmende syn i Skt. Mortens Kirke, en hjælpsom sort hund, et mystisk væsen i en øltønde og meget mere.

En af de historier, du hører på byvandringen, handler om husholdersken Bodil Steens, som tyranniserede sine tjenestefolk og slap afsted med mord! Hende kan du muligvis stadig støde på i midtbyen ved nattetide! På Museum Østjylland kan du se denne karikaturtegning i et kistelåg fra 1600-tallet, som forestiller Bodil Steens og lensmanden på Dronningborg Slot, von Spreckelsen. Foto: Museum Østjylland.

Turen er for store børn og deres forældre, og det er gratis at være med.

Er du klar til en omgang uhygge i din vinterferie? Så kom og vær med, når Museum Østjylland inviterer på byvandring med rigelige mængder gys og gru i Randers Midtby. På turen kan du høre nogle af de mange historier – nogle nok mere sande end andre! – som gemmer sig rundt omkring i midtbyen. 

”Randers er fuld af gode og spændende historier fra gamle dage om spøgelser og andre mystiske væsner, som man engang troede huserede i nattemørket. Man ved jo nemlig aldrig, hvad der gemmer sig i de mørke kroge og stræder, men måske kan vi denne aften være heldige at støde på nogle af fortidens indbyggere på turen, ” fortæller museumsinspektør Jesper Nørskov Pedersen, der er aftenens modige guide.

På trods af det uhyggelige tema garanterer han for, at både børn og voksne kan føle sig helt trygge i mørket denne februar aften.

Den onde husholderske

En af de historier, som du kan høre på turen rundt i byen, handler om den berygtede husholderske Bodil Steens, som i 1600-tallet tyranniserede sine tjenestefolk og alle, der kom hende på tværs. Hun blev også anklaget for mord, men blev dog aldrig dømt.

Først da hun kom til at tale ondt om kongen og røg i fængsel for majestætsfornærmelse, blev byen fri for hende. Og dog! Noget kunne tyde på, at hun efter sin død fik lov at bøde for sine forbrydelser. I hvert fald hedder det sig, at man stadig kan støde på hende, når hendes karet skramler gennem gaderne ved nattetide!

Hemmeligheder under byens gader

Midtbyen gemmer også på en makaber hemmelighed, nemlig at den flere steder er bygget oven på gamle kirker og kirkegårde, hvor man gennem mange hundrede år begravede de døde.

”Når man går rundt i den hyggelige midtby, er det nok de færreste, der ved, at der den dag i dag stadigvæk gemmer sig hundredvis af skeletter under byens gader og huse! Skeletter, der stammer helt tilbage fra middelalderen. Efter du nu har den viden, bliver din næste tur rundt i byens gader og stræder måske aldrig helt som før! ” forudser Jesper Nørskov Pedersen med et glimt i øjet.

Byvandringen er henvendt til børn fra 10 år og deres forældre.

Husk varm påklædning og gerne en lommelygte.

Fakta

  • Spøgelser, skeletter og magiske væsner – Byvandring for børnefamilier, torsdag den 17. februar 2022 kl. 18.30 – 19.30.
  • Mødested: Udenfor Det Gamle Rådhus i Randers, Rådhustorvet 1, Randers.
  • Gratis. Tilmelding på museumoj.dk under ”Kalender”.

Kommentarer