Festlig eftermiddag for seniorer i festugen med både information og underholdning
Festugen og Ældrerådet har slået sig sammen om at tilbyde en spændende eftermiddag med informationer, stande, lækker underholdning og selvfølgelig en god kop kaffe og kage. Det sker i Arena Randers tirsdag den 15. august, hvor dørene åbnes klokken 13.30.
Det bliver et overflødighedshorn af indtryk, når dørene til Arena Randers åbner tirsdag i Randers Festuge klokken 13.30, lover arrangørerne i en pressemeddelelse.
Inde i arenaen vil man møde over 10 forskellige stande med forskellige temaer om, hvad der kan gøre livet lidt eller en del lettere for pensionister.
På den kulinariske side vil Madservice Kronjylland vise, hvor lækker mad kan laves i større portioner, og Økobageren præsenterer lækre kager. Andre stande handler blandt andet om bustrafik, Borgerservice tager imod, og biblioteket er også på pletten. Høre- og Synscenter Midt viser det sidste nye inden for deres felt, og det mere generelle tager Hjælpemiddelhuset sig af. Desuden kan man møde Frivilligguiderne, som fortæller om det spændende arbejde, de gør for plejehjemsbeboerne.
Underholdning med fællessang
Efter den mere ‘seriøse’ del af programmet kan deltagerne se frem til et par festlige timer med god underholdning til kaffen.
Omkring klokken 14.45 går Randers Kammerorkester under ledelse af David Riddell på scenen, og han har inviteret ingen ringere end Annette Heick med, så der bliver dejlig underholdning og mon ikke, der bliver mulighed for at synge med.
Eftermiddagen åbnes officielt klokken 14.30, hvor borgmester Torben Hansen byder velkommen sammen med en veloplagt konferencier ved Peter Westphael fra Randers Teater, hvor efter Åse Boje, formand for Ældrerådet, kort vil informere om, hvad der rører sig på ældreområdet lige nu.
Alle sejl er sat til for at give gæsterne en fantastisk oplevelse, og det er ganske gratis, lyder det fra arrangørerne, som håber på at se en masse seniorer fra hele kommunen.
Kommentarer