Fem organisationer fik hver 17.000 kroner
Repræsentanter fra fem udvalgte organisationer i Randers mødte forventningsfulde frem på det årlige julemarked i Helligåndshuset. Trods en udtørret gavekasse fra Genbrugen lykkedes det de lokale Y’s Men Clubber at finde hele 85.000 kroner til gode formål.
Derfor fik Frelsens Hær, Kirkens Korshærs familiearbejde, Kirkernes familiehjælp, Mødrehjælpen i Randers og Den blå Paraply hver 17.000 kroner til at række en hjælpende hånd til udsatte familier i Randers.
Benny Knudsen fortæller på vegne af de tre Y’s Men Clubber i Randers: – En af modtagerne, Kirkernes familiehjælp repræsenteret ved Kjersti Dirksen og Finn Henriksen kunne fortælle at pengene falder på et nødvendigt sted. De havde arbejdet med familiehjælp i flere år og fornemmede et stigende behov for støtte til familier, der falder ud af de offentlige systemer. Deres familier var oftest henvist fra kommunen – lidt af et paradoks, kunne man sige.
Støtten fra Y’s Men Clubberne skal bruges til uddeling af tøj og mad og tilbud om forskellige arrangementer for de støttede familier.
Der vil også fremover være stort behov for de mange frivilliges indsatser med at tjene penge til udsatte
grupper i samfundet. Men det er også en udfordring at finde nye indbringende kilder.
Kommentarer